Professor: Behov for mere sikkerhed for nedlukkede virksomheder

Med de seneste coronarestriktioner har det igen været nødvendigt at forhandle kompensationsaftaler på plads for berørte virksomheder.
Sådan har billedet været under hele epidemien, men den situation er uholdbar og problematisk, mener juraprofessorer og erhvervsorganisationer. Det er nemlig ikke en del af epidemiloven, hvordan virksomheders krav om kompensation er, når der kommer restriktioner. Det skriver Berlingske.
"Indtil marts 2020 havde en virksomhed, der blev tvangslukket, krav på kompensation. Den ordning blev afskaffet, da coronavirus ramte – i stedet fik tvangslukkede virksomheder adgang til hjælpepakker," fortæller Frederik Waage, juraprofessor ved Syddansk Universitet, til Berlingske.
"Ingen virksomheder har dog retskrav på noget som helst efter loven. Alt sker på politikernes nåde, selv om restriktioner griber dybt ind i virksomhedernes forretning."
Problematisk, at der mangler en plan
Da epidemiloven blev vedtaget i december 2020, blev det besluttet, at en arbejdsgruppe skulle nedsættes. Den skulle levere anbefalinger til, hvordan krav om kompensation ved restriktioner kan blive en del af loven. Men den blev først nedsat i juni 2021.
At der fortsat mangler en plan, er et problem, siger Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet.
"Det må være statens opgave at forsøge i det omfang, det overhovedet er muligt, at reducere den usikkerhed, der er forbundet med en pandemi. Og vi kan ikke for alvor påstå, at vi står fuldstændig på bar bund i forhold til at kunne blive ramt om vinteren. Så man kunne jo godt have forberedt, hvad de økonomiske effekter ville være, såfremt det ville blive nødvendigt at lukke ned igen. Det ville have gavnet retssikkerheden for de berørte erhvervsdrivende," siger Kristian Lauta til Berlingske.
Erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv, Dansk Industri og SMVDanmark er alle frustrerede over, at medlemmerne fortsat er overladt til "politikernes nåde".
Erhvervsministeriet oplyser skriftligt til Berlingske, at arbejdsgruppen fortsat forventes at komme med sine anbefalinger inden 2022. Her understreges det også, at der er udbetalt "cirka 50 milliarder kroner i kompensation siden marts 2020".
Partier indgår aftale om kompensation til ramte virksomheder