PolicyWatch

Johnson: Brexit vil med sikkerhed blive vedtaget inden jul

Under besøg i Labour-højborg i Nordengland lover konservativ premierminister, at brexit-drama snart er slut.

Foto: Lindsey Parnaby/Ritzau Scanpix

Det britiske parlament vil stemme om den brexit-aftale, som den konservative premierminister Boris Johnson har indgået med EU, inden jul.

Det siger Johnson til tilhængere lørdag under et besøg i det nordlige England.

Det er i denne del af landet, at Det Konservative Parti ved valget torsdag gjorde indhug i valgkredse, hvor Labour traditionelt har stået stærkt.

"Vi vil få brexit klaret," siger Johnson til de konservatives støtter i Sedgefield i den nordøstlige del af England. Det er en af de valgkredse, der skiftede fra Labour til De Konservative.

Det er en valgkreds, der tidligere gav valg til Labours premierminister Tony Blair.

Johnson råber spørgende ud til mængden, i hvilken tilstand brexit-aftalen er.

"Grydeklar," råber tilhængerne tilbage.

"Vi har 100 procent støtte (fra de konservative lovgivere) til aftalen," svarer Johnson tilbage.

"Vi kan med sikkerhed få det ordnet inden jul."

Efter De Konservatives store valgsejr, der har sikret dem et komfortabelt absolut flertal, er det således næsten givet, at Storbritannien er ude af EU inden 31. januar.

Det kommer efter et langstrakt forløb, hvor parlamentet i flere omgange har nedstemt en brexit-løsning.

Under sit besøg i det nordlige England lover Johnson, at han vil lede en "one-nation"-regering. Altså at han vil forsøge at gøre Det Konservative Parti til et bredt folkeparti med appel til midtervælgere.

Han har således lovet at investere massivt i det offentlige sundhedsvæsen, NHS, og skrotte den sparepolitik, som de konservative har stået for i over 10 år.

Johnson fortæller i Sedgefield, at valget "har ændret vort lands fremtid".

Labour havde et katastrofevalg. Partiet tabte 59 mandater og endte med kun at få 203 kandidater valgt.

Det er det ringeste resultat for partiet siden midten af 1930'erne.

Partiets formand, Jeremy Corbyn, sagde på valgnatten, at han ikke agter at lede partiet i fremtiden.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier