DSV-top savner politisk melding: "Regeringen har ingen plan"
DSV's topledelse savner nogle mere klare politiske meldinger fra regeringen om fremtiden efter coronakrisen.
Senest har den danske logistikkoncern meddelt, at den skærer forretningen til og siger farvel til 3000 medarbejdere verden over, fordi DSV forventer, at der vil være mindre at lave på den anden side af coronakrisen.
Og beslutningen om at sige farvel til 3000 medarbejdere bliver ikke nemmere af den store usikkerhed, der fortsat venter forude, og hvor der ikke er meget hjælp at hente fra regeringen, fortæller DSV's finansdirektør, Jens Lund, i et interview med ShippingWatch.
"Det er jo svært, fordi regeringen har ingen plan. Jeg har i hvert fald ikke set en formel fra dem, og så må vi jo prøve at lave en formel selv," siger Jens Lund.
"Sagens kerne er, at vi kommer tilbage til et lavere niveau, end da vi gik ind. Det er fordi, aktiviteten i samfundet er lavere, når vi kommer ud på den anden side, og det er det, vi tilpasser efter," siger han.
Hvordan bliver kurven?
Der er siden coronakrisens udbrud blevet spekuleret i, hvordan kurven for genopretningen af økonomien kommer til at se ud.
Bliver det et V med et brat fald og en lige så hurtig stigning, et U med en mere blød kurve, en langvarig recession, eller noget helt fjerde.
"Det tegn, jeg vil bruge, er måske sådan en kvadratrod. Vi kan altid diskutere, hvor lang og hvor dyb, nedgangen skal være, men jeg tror, at tallene for april bliver voldsomme. Vi ser formentlig bunden i april eller maj vil være mit bud, men jeg har jo ikke de regnemodeller, som de har," siger Jens Lund
Han uddyber, at også maj kan blive hård, men derefter håber han, at verdenshandlen igen vil være på vej tilbage.
"Det baserer vi på, at vi ikke tror på, at regeringerne kan fortsætte den politik, som de har ført, meget længere. Alle de store kunder, vi har, de starter op," siger han.
Han fremhæver selskaber i automotives som VW og Volvo, der er ved at starte op igen, og det giver aktivitet til DSV Panalpina.
"Selvfølgelig er der ikke nogen, der ved, hvornår de så lukker op for retail, men jeg ved ikke, om man har fantasi til at forestille sig, at det holdes lukket en måned mere. Nogle af de virksomheder kommer jo til at lukke helt. De dør, og det koster mange arbejdspladser," siger han.
Derfor giver han heller ikke meget for politiske forslag om, f.eks. at give de offentligt ansatte mere i løn under krisen.
"Det ved jeg sgu ikke, om der kommer mere værdi i samfundet af," siger han.
"Det hele starter med, at der går nogen og producerer noget. Det er det, vi skal leve af," tilføjer han.
Ingen "solskin" i morgen
I DSV Panalpina skal den netop lancerede spareplan fjerne omkostninger for 1,4 mia. kr. årligt, og planen forventes at koste 1 mia. kr. i løbet af 2020.
Selvom han ser, at aktiviteterne er på vej tilbage flere steder, er det ikke nok til på kort sigt at nå tilbage til det aktivitetsniveau, som DSV Panalpina havde inden krisen.
"Hvis vi troede på, at solen skinner igen i morgen, så var der ingen grund til at afskedige mennesker," siger Jens Lund.
"Det, der sker nu, er jo rigtig trist, for det er mange dygtige medarbejdere, der har været her i lang tid. Det er familier, skæbner, og det ved vi. Vi har en samfundskontrakt, hvor vi står for to ting – vi flytter ting, og det er vi stolte af, men vi producerer også skat, som kan finansiere alle de tiltag, der bliver gjort lige nu (under krisen, red.). Nogle gange ville det være rart at få det frem, fordi vi jo også skærer virksomheden til for at kunne blive ved med at levere på de to ting," tilføjer han.
DSV har afdelinger i store dele af verden. Kun to pct. af de 3000, der nu skal fyres, holder til i Danmark. Resten forventes at skulle findes i lande som USA, Tyskland og flere lande i Fjernøsten, hvor virksomheden har mange aktiviteter og flere ansatte end i Danmark.
Ved udgangen af marts havde DSV Panalpina i alt 58.788 ansatte globalt. Selskabet omsatte i årets første kvartal for 27,3 mia. kr.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ShippingWatch)
DSV's spareplan rammer globalt – Danmark går næsten fri
DSV Panalpina vil fyre 3000 som led i spareplan efter coronavirus
Relaterede artikler:
DSV's spareplan rammer globalt – Danmark går næsten fri
For abonnenter