PolicyWatch

Ny epidemilov sår tvivl om erstatning til virksomheder

Mulighederne for erstatning er for dårlige i tilfælde af endnu en nedlukning, mener SMVdanmark.

Arkivfoto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

I mange år gjaldt det, at virksomheder, der blev lukket ned for at inddæmme smitte i en epidemi, havde krav på erstatning fra det offentlige.

Da coronapandemien indtraf i Danmark, blev den ret ændret til, at der skulle være tale om decideret ekspropriation, før loven automatisk sikrede erstatning.

Fredag blev der indgået en bred politisk aftale om en ny epidemilov.

I den nye aftale er det op til en arbejdsgruppe at finde ud af, hvordan virksomhederne skal kompenseres for en eventuel nedlukning.

Det skaber usikkerhed for virksomhederne, hvis landet skulle blive ramt af endnu en nedlukning," mener Jakob Brandt. Han er administrerende direktør i SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

"I den nye epidemilov er retten til kompensation erstattet med en politisk lottokupon, som man som virksomhed ikke er sikker på, bliver indløst," siger han.

Jakob Brandt roser aftalen for at styrke den parlamentariske kontrol med håndteringen af epidemien. Men han understreger, at han savner en fast løsning for virksomhederne.

"Hvis jeg var statsminister, ville jeg holde fast i den løsning, man har lavet om parlamentarisk kontrol, men jeg ville sikre, at man som i den gamle epidemilov har ret til fuld erstatning, hvis man bliver lukket ned. Vi hjælper samfundet ved at lukke virksomhederne, og så skal samfundet også hjælpe virksomhederne med at komme igennem krisen," siger han.

Også i Dansk Industri stiller man sig uforstående over for, at de gamle regler for kompensation skal erstattes af en arbejdsgruppe, der rapporterer til politikerne.

"Det, man bør gøre, er at gå tilbage til den gamle formulering i epidemiloven, hvor man giver mulighed for erstatning, hvis man som offentlig myndighed pålægger en virksomhed et indgreb," siger underdirektør Kim Haggren.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier