PolicyWatch

Beskæftigelsen stiger for 14. måned i træk

Antallet af lønmodtagere steg med 16.000 fra februar til marts. Det danske arbejdsmarked har vist konstant højere beskæftigelse de seneste 14 måneder, og 145.000 flere er i job end før coronakrisen.

Byggeriet har længe været en trækhest for den voksende beskæftigelse. | Foto: Katrine Hørup Noer

Jobmarkedet fortsætter den tendens, der har præget se seneste mange måneder på det danske arbejdsmarked.

Der kommer flere og flere i job. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af lønmodtagere blev øget med 16.000 fra februar til marts og nu udgør 2.947.000, når man korrigerer for sæsonudsving.

Dermed er beskæftigelsen steget 14 måneder i træk, og der er nu 145.000 flere i arbejde end før coronakrisen, konstaterer Sydbanks seniorøkonom, Mathias Dollerup Sproegel.

”Arbejdsmarkedet fortsætter med at være solskinshistorien i dansk økonomi. Foruden en rekordhøj beskæftigelse er ledigheden også tæt på bundrekorden fra 2008. Det fortæller, at arbejdsstyrken over de seneste år er blevet udvidet en del. Det skyldes tidligere politiske reformer og en aktiv indsats for at bringe alle ledige hænder i dansk økonomi i spil,” skriver han i en analyse.

Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank, hæfter sig ved, at det fortsat kan lade sig gøre at finde arbejdskraft til mange af de ledige stillinger, der er slået op lige nu.

”Det tyder på, at der stadig er reserver at trække på, formentlig blandt studerende og folk, der ikke tidligere har haft en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Det hjælper givetvis også, at folkepensionsalderen er sat op igen i år, så ingen når pensionsalderen her i første halvår,” skriver han.

Ser man på, hvilke brancher der specielt har oplevet vækst i beskæftigelsen i marts, er det særligt hoteller og restauranter, der med mere end 5500 nyansatte og en jobvækst på 4,6 procent trækker læsset.

Men også på kultur- og fritidsområdet er der sket en mærkbar fremgang, idet antallet af beskæftigede her er vokset med 3,3 procent. Det svarer til cirka 1900 personer.


Mere fra PolicyWatch

Bredt flertal vil af med gas fra 2035 grundet Rusland

Rusland har for stor indflydelse, og derfor vil bredt flertal i Folketinget med gas fra 2035 ifølge ny aftale. Dansk Fjernvarme glæder sig over aftalen. Men det skorter med hjælp til landets boligejere, lyder det. (Opdateret)

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier