Forligsmand udskyder konfliktvarsler igen
De forhandlere, der endnu ikke er nået til enighed om en ny overenskomst, får mere tid.
Forligsmanden Jan Reckendorff har besluttet at udsætte de varslede arbejdsstandsninger yderligere to uger fra den 15. marts.
Det skriver Forligsinstitutionen i en pressemeddelelse.
”Jeg opfordrer alle overenskomstparter, hvor der endnu ikke er opnået forlig, til at fremskynde forhandlingerne mest muligt med henblik på en afklaring,” siger forligsmand Jan Reckendorff i meddelelsen.
Den 27. februar besluttede forligsmanden første gang at udsætte konfliktvarslerne i to uger.
Forligsmanden har desuden aftalt et nyt møde med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
Mange af de store overenskomstaftaler er allerede på plads. I februar landede en aftale på industriens område og den 7. marts blev parterne i byggeriet enige om en ny overenskomst.