PolicyWatch

DF's statsstøtte til virksomheder på landet i modvind: Uklart om problemet er reelt

Dansk Folkeparti vil have staten til at hjælpe virksomheder uden for byerne med at få finansiering. Men det kan ikke dokumenteres, at det problem, som DF vil løse, reelt eksisterer, lyder det fra Finanstilsynet, de lokale bankers brancheorganisation og en af landets førende forskere på området. DF henviser til en konkret sag fra Hedensted.

DF-formand Kristian Thulesen Dahls forslag om statsstøtte til firmaer uden for byerne er kommet i modvind. | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er for svært for mindre virksomheder uden for de store byer at få finansiering til for eksempel at udvide produktionen. Det mener Dansk Folkeparti, der vil have staten på banen for at afhjælpe problemet.

Men det er ikke til at opdrive reelle beviser for, at det rent faktisk er sværere at få lån hos banker og realkreditinstitutter, hvis man eksempelvis har en smedevirksomhed i Bylderup-Bov i Sønderjylland eller en pølsefabrik i Hvidebæk på Vestsjælland.

"Vi kan ikke konkludere noget i forhold til, om det er sværere for virksomheder i landdistrikterne at få lån," siger Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet.

DF-formanden, Kristian Thulesen Dahl, sagde i weekenden til Jydskevestkysten, at "staten skal tage noget af risikoen væk," så realkreditinstitutter for eksempel ville være mere villige til at omlægge lån i erhvervsejendomme i landdistrikterne.

"Jeg har sager på mit skrivebord, hvor vi har velfungerende virksomheder med overskud, der ikke kan få omlagt deres realkreditlån, fordi de ligger i nogle bygninger, der ikke ligger på alfarvej," sagde Thulesen Dahl.

Tilsyn: Ingen data underbygger problem

Men ud over de sager, der angiveligt ligger på DF-formandens bord, er det svært at dokumentere, at problemet er generelt.

"Den data, vi har, viser, at der bliver lånt ud i hele landet, og vi har ikke rigtig noget belæg for at sige, at der bliver givet færre lån uden for storbyerne. Omvendt kan vi heller ikke afvise, at det er tilfældet," siger Kristian Vie Madsen fra Finanstilsynet.

Han henviser til den såkaldte Michael Møller-rapport, som blev lavet i 2015, som den bedste empiri, der er lavet på området.

Rapporten konkluderede, at der er forskelle på udviklingen i udlånet mellem byer og landdistrikter, idet det samlede udlån er faldende i landdistrikterne, og nyudlånet er lavere end i byerne. Rapporten konstaterede dog også, at der lånes ud til boliger og erhvervsejendomme i hele landet.

"Udvalget har ikke fundet eksempler på, at uhensigtsmæssig lovgivning skulle begrænse udlånet i landdistrikterne," lød det tilbage i 2015.

Forsker: Problemet er begrænset

Direkte adspurgt kan Michael Møller, der er forsker ved Copenhagen Business School, ikke bakke op om Dansk Folkepartis påstand.

"Det aner jeg ikke. Det er svært at måle den slags. Men overordnet set vil jeg mene, at problemet er begrænset set fra virksomhedernes side, og at det ikke er noget, man skal gøre noget ved," skriver Michael Møller i en mail til PolicyWatch.

Forskeren pointerer, at der givetvis er forskelle mellem land og by, da lån i fast ejendom i landdistrikter og mindre byer er mere risikable for långiver, fordi der er færre potentielle købere.

"Men der er ingen grund til, at banker ikke skulle kunne løse problemet. Renten skal bare afspejle risikoen på lånet," skriver han.

Heller ikke de mindre bankers brancheorganisation Lokale Pengeinstitutter (Lopi) har data, der kan bakke op om DF's påstand.

"Vi kan ikke udelukke det, men vi har heller ikke belæg for det," lyder det fra Lopi.

Organisation: Problemet er stort

I interesseorganisationen Danmark på Vippen, der arbejder for vækst og velstand uden for de store byer, er formand Kim Ruberg dog ikke i tvivl om, at problemet er helt reelt.

"Det er et stort, stort problem. Det faktum, at det går bedre med hussalget uden for de store byer, har ikke en disse med erhvervslivet at gøre. Virksomhederne har stadig problemer med at få lån til for eksempel at udvide produktionen," siger Kim Ruberg.

Han medgiver, at der ikke er data, der underbygger påstanden. Danmark på Vippen ligger dog ifølge formanden inde med fire-fem konkrete sager med virksomheder, der har oplevet problemet. Men ingen af dem har lyst til at stå offentligt frem.

PolicyWatch ville gerne have spurgt Kristian Thulesen Dahl om, hvor mange sager der ligger på hans skrivebord, og om han baserer sit forslag om statsstøtte på andet end skrivebordssagerne. Men DF-formanden har ikke plads i kalenderen til et interview.

DF-ordfører: Der er mange sager

Det har til gengæld DF's erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

"Vi kan se, at der er mange virksomheder, der, selvom de har pæne regnskabstal, bliver modarbejdet, fordi virksomheden ligger uden for de store provinsbyer. Det bliver vi provokeret af," siger Hans Kristian Skibby.

Han ved ikke, hvor mange sager der ligger på Kristian Thulesen Dahls skrivebord, men ordføreren har selv en konkret sag fra Hedensted, hvor Hans Kristian Skibby er viceborgmester.

Her kunne en lokal produktionsvirksomhed ifølge Hans Kristian Skibby kun få finansieret en udvidelse, hvis produktionen blev flyttet til nabobyen Vejle.

"Og der er mange andre sager," siger Hans Kristian Skibby.

Hvor mange?

"Det ved jeg ikke. Jeg hører bare om dem."

Hvor ved du fra, at det er et generelt problem?

"Jeg ved det blandt andet fra det konkrete eksempel, jeg lige har givet dig. Og jeg er da ret sikker på, at man kan finde mange lignende eksempler."

Er det fornuftigt at lave politik baseret på en række enkeltsager?

"Der er fornuft i at lave politik på en udfordring, der hedder, at det er svært at få realkreditfinansiering for virksomheder, der ønsker at udbygge i danske landdistrikter. Det er en meget sund dagsorden," siger Hans Kristian Skibby.

Dansk Folkeparti har ikke lavet et konkret forslag til, hvordan staten skal støtte virksomheder i landdistrikter med at få lån. Kritikere har anklaget DF for at ville oprette en statsbank, men det, afviser Hans Kristian Skibby, er tilfældet.

DF-ordføreren mener, man kan lade sig inspirere af den model, der er i Vækstfonden, hvor statslige midler bliver kanaliseret ud til startups og vækstvirksomheder via køb af ejerandele, direkte lån og ved at kautionere for lån givet af banker.

Thulesen Dahl vil give bedre låneforhold til erhvervslivet på landet

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier