PolicyWatch

Penge til forskning skal gøre landmænd klimaeffektive

I sit forslag til en finanslov afsætter regeringen 90 mio. kr. til klimaforskning for landbruget.

Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Hvis Danmarks udledning af drivhusgasser skal gå i nul i 2050, kræver det, at landbruget blive så klimaeffektivt som muligt, mener regeringen.

Derfor lægger den i sit forslag til en ny finanslov op til, at der afsættes 90 millioner kroner til forskning i klimaeffektive løsninger for landbruget.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Det er vigtigt, at vi tager hånd om udfordringerne og sørger for, at vi belaster vores klima mindre i fremtiden," siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i meddelelsen.

"Danmark har i dag et af EU’s mest klimaeffektive landbrug. Hvis vi vil fastholde den førerposition og bevare et effektivt landbrug, er det nødvendigt at finde mere klimavenlige produktionsmetoder, så vi kan opretholde landbrugets store eksport og de mange arbejdspladser," siger ministeren.

Forskningen skal sikre bedre viden om og nye virkemidler til landbruget.

Det skal blandt andet være inden for jordsystem og arealanvendelse og fremtidens landbrugsproduktion.

Det er endnu ikke besluttet, hvilke konkrete projekter der skal iværksættes.

I næste uge præsenterer regeringen sit luft- og klimaudspil. Her spiller landbruget en vigtig rolle for at nå målet om, at Danmark ikke udleder flere drivhusgasser, end vi trækker ud.

"Det kræver, at vi også på sigt får reduceret landbrugets udledninger," siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i meddelelsen.

"Men det er hverken til gavn for klimaet, erhvervet og økonomien, hvis vi gør det på en måde, der blot flytter landbrugsproduktionen til andre lande, der ikke har dansk landbrugs høje klimaeffektivitet."

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Total Energies producerer 10 procent mere i Danmark end ventet

Den franske oliekæmpe Total Energies har med en række tiltag siden foråret fået en større olie- og gasproduktion ud af den danske del af Nordsøen. Selskabet har en stribe nye brønde på vej over de næste år, men det har højeste prioritet at få det enorme Tyra-felt op at køre igen.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier