Garanti for parkering skal fremme elbiler

For at nå i mål med målsætningen om at gøre Danmark CO2-neutralt i 2050 vil regeringen gøre det mere fordelagtigt at eje en elbil.
Som en del af et nyt luft- og klimaudspil vil regeringen således give garanti for parkeringsplads til ejere af elbiler, som bor i lejlighed.
Det skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
"Billigere parkering kan gøre de miljørigtige biler til et mere attraktivt tilvalg," siger minister Ole Birk Olesen (LA) i meddelelsen.
"Og så tror jeg, at mange beboere i etagebyggerier, der ikke har adgang til egen garage eller egen parkeringsplads, fravælger at købe en elbil eller en plug-in hybrid bil, fordi der ikke er mulighed for at lade bilen op natten over, eller mens man er på arbejde, hvis man efterlader bilen derhjemme."
Forslaget skal føres ud i livet ved en aftale med kommunerne om, at antallet af parkeringspladser til elbiler skal modsvare antallet af bilerne i kommunen.
Regeringen vil også give kommunerne friere rammer til at give de miljøbevidste biler rabat på parkering.
/ritzau/
Relaterede artikler:
Løkke vil have en million grønne biler på danske veje
For abonnenter