PolicyWatch

Ellemann-Jensen støtter koordineret EU-indsats mod svinepest

Afrikansk svinepest truer forsat den europæiske svineproduktion. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen støtter fælles indsats i EU.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mandag er der møde mellem EU's landbrugs- og fiskeriministre i Luxembourg, hvor en mulig fælles europæisk indsats mod afrikansk svinepest er på dagsordenen. 

EU-Kommissionen forventes at opfordre medlemsstaterne til et tæt samarbejde mellem myndigheder - også i lande, hvor der ikke er konstateret afrikansk svinepest.

Det er noget, den danske miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), ser positivt på. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

"I Danmark har vi allerede gjort en kæmpe indsats for at undgå at få afrikansk svinepest til landet. Men svinepest er ikke kun et dansk problem, det er i høj grad et europæisk problem," skriver ministeren i pressemeddelelsen.

Afrikansk svinepest er ikke farlig for mennesker. Men der findes hverken behandling eller vaccination til svin, hvoraf de fleste dør inden for ti dage efter at være blevet smittet.

Et sygdomsudbrud vil ramme dansk svineeksport øjeblikkeligt, og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har vurderet, at bare et enkelt tilfælde kan koste 2,5 milliarder kroner.

I Danmark er der allerede sat gang i flere initiativer. Blandt andet vil regeringen etablere et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse.

Det er et initiativ, der tidligere er blevet mødt med skarp kritik fra EU-Kommissionen. 

I en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten i september skrev EU-Kommissionen, at man er bekymret for planerne om et vildsvinehegn, fordi andre dyrearter også "vil være stærkt sårbare over for lange hegn over hundredvis af kilometer".

På mødet i Luxembourg mandag vil Jakob Ellemann-Jensen opfordre til, at EU-Kommissionen får undersøgt alle potentielle smitteveje til bunds. For eksempel om hø og halm udgør en risiko. 

"Vi ved allerede meget om spredning blandt andet via inficeret madaffald, der bliver spist af vildsvin. Men vi skal sikre os, at vi ikke overser nogen risici eller løsninger," siger Jakob Ellemann-Jensen. 

Afrikansk svinepest er i øjeblikket konstateret i ti EU-lande. Det gælder særligt lande i Østeuropa. Senest har den dog spredt sig til Belgien, hvor sygdommen blev fundet i døde vildsvin i september i år.

Der har aldrig været konstateret afrikansk svinepest i Danmark.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier