Politikere skærper krav om praktikpladser i det offentlige
Når det offentlige investerer i nye skoler, hyrer private til at drive kantinen eller bygger nye broer, skal det i højere grad være med til at sikre praktikpladser for unge på erhvervsuddannelserne.
Det er rationalet bag en ny politisk aftale indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
"Det har utrolig stor betydning, at vi fra det offentliges side også gør alt, hvad vi kan, for at sikre flere praktikpladser," siger erhvervsuddannelsesordfører Marlene Harpsøe (DF).
"For at sikre, at de unge vil søge ind på en erhvervsuddannelse, skal der også være praktikpladser til rådighed. Det sikrer vi med denne aftale."
Fremover vil der blive stillet krav om at oprette praktikpladser ved statslige udbud til mere end fem millioner kroner.
I dag er grænsen ti millioner kroner.
Socialdemokratiets ordfører, Mattias Tesfaye, kalder det en fremragende aftale, som han forventer vil resultere i hundredvis af nye praktikpladser.
"Vi har et ret velfungerende erhvervsuddannelsessystem, hvor langt de fleste får en praktikplads og gennemfører. Men der er stadigvæk et stort mindretal, der mangler," siger han:
"Det er helt naturligt, når vi køber ind for milliarder af kroner hvert år, at vi så favoriserer de virksomheder, der er med til at løfte et uddannelsesansvar."
/ritzau/