PolicyWatch

Folketinget lukker medarbejderes sygejournal for arbejdsgivere

Arbejdsgiveres adgang til medarbejderes sundhedsoplysninger bliver begrænset med en lovændring, som Folketinget har vedtaget. Dansk Arbejdsgiverforening har tidligere kritiseret forslaget.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) Foto: Marie Katrine Kragh/Polfoto/Arkiv

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der begrænser arbejdsgiveres adgang til medarbejderes helbredsmæssige og lægelige oplysninger.

Som reglerne er i dag kan arbejdsgivere få adgang til stort set alle sundhedsoplysninger om langtidssygemeldte medarbejdere. Fremover får arbejdsgivere som udgangspunkt ikke adgang til oplysningerne.

"Det er afgørende for mig, at vi nu får justeret reglerne, så en medarbejder kan være på sygedagpenge, uden at arbejdsgiveren automatisk kan få adgang til alle de personlige oplysninger. Der er mange interesser i denne sag, men jeg synes, vi har fundet en god balance mellem at beskytte medarbejderne og samtidig sikre arbejdsgivernes økonomiske interesser," udtaler beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Den balance kan Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ikke helt få øje på, og organisationen har tidligere over for PolicyWatch kritiseret lovændringen.

Svært at gennemskue sager

Problemet er ifølge DA, at arbejdsgivere med lovændringen får begrænset adgangen til langtidssygemeldtes kommunale sagsakter. Og dermed får arbejdsgivere mindre indsigt i sager, hvor en kommune fratager den ansatte retten til sygedagpenge, hvilket også stopper den refusion, som virksomheder får.

"Det er et problem, fordi arbejdsgivere får sværere ved at gennemskue, hvad der ligger til grund for, at en kommune stopper med at betale refusion," sagde ansættelsesretschef i DA, Flemming Dreesen, til PolicyWatch for en måned siden.

Når en medarbejder er syg i mere end fire uger, kan medarbejderen få tildelt sygedagpenge. Men da medarbejderen får løn fra virksomheden, ender sygedagpengene hos virksomheden i form af refusion.

Hvis en kommune afgør, at medarbejderen ikke er berettiget til sygedagpenge, stopper refusionen til virksomheden, men hvis medarbejderen stadig er sygemeldt, skal virksomheden fortsat betale løn.

Hidtil har virksomheden som part i sagen kunnet søge aktindsigt i kommunens afgørelse og dermed få et indblik i, om den er enig i afgørelsen, eller om virksomheden ville anke sagen for at beholde refusionen.

Med lovændringen bliver arbejdsgivernes adgang til sagsakterne begrænset, og dermed får virksomheder sværere ved at afgøre, om det giver mening at anke sagen, mener DA.

De nye regler træder i kraft 1. januar 2019 og gælder for sager om refusion af sygedagpenge og ressourceforløbsydelse.

Forsiden lige nu

Merkels afløser er blevet valgt

Annegret Kramp-Karrenbauer afløser Merkel som CDU-leder. Den nye partileder blev valgt over to valgrunder på partikongres i Hamburg

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier