PolicyWatch

De Konservatives skatteudspil får ros og kritik

LA og tænketanken Cepos er glade for dele af De Konservatives skatteudspil, men det er ikke vidtgående nok.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
De Konservative med Søren Pape Poulsen har mandag præsenteret et større skatteudspil. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Regeringspartiet De Konservative lancerede mandag et skatteudspil, som partiet håber at få samlet flertal for i Folketinget inden for de næste to valgperioder.

Udspillet indeholder skattelempelser for 33 mia. kr. og skal blandt andet finansieres via det økonomiske råderum, som er statens overskud, når alle udgifter er betalt.

De Konservative ønsker, at man fremover skal tjene mere end 800.000 kr., inden man skal betale topskat.

Regeringspartneren Liberal Alliance havde håbet på flere ambitioner i udspillet.

"De Konservatives udspil trækker et lille skridt i den rigtige retning."

"Men det er ikke i nærheden af at adressere det ambitionsniveau, som vi mener, er nødvendigt for dansk økonomi," siger Christina Egelund, politisk ordfører i Liberal Alliance.

Registreringsafgift er urimelig

LA mener i lighed med De Konservative, at arveafgiften skal afskaffes.

Men mens De Konservative ønsker registreringsafgiften for biler nedsat til 75 procent af det nuværende niveau, vil LA have afgiften afskaffet.

"Vi mener, at registreringsafgiften er dybt urimelig, særligt for dem der bor uden for den kollektive trafikrækkevidde i landdistrikterne," siger Christina Egelund.

Liberal Alliance havde gerne set, at De Konservative havde adresseret direkte i udspillet, at partiet ønsker at få fjernet topskatten helt.

Christina Egelund undrer sig over, at udspillet ikke nævner noget om selskabsskatten, som er den skat, virksomheder betaler.

"Vi ved, at den høje selskabsskat, vi har, koster os både velstand og produktivitet," siger hun.

DF åben for beskæftigelsesfradrag

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er meget kritisk over for de Konservatives ønske om at ændre på topskattegrænsen og stoppe for tilgangen til efterløn.

Et positivt element er set med Dansk Folkepartis øjne ønsket om at øge beskæftigelsesfradraget for at forøge arbejdsudbuddet.

"Det vil give øget konkurrenceevne, og det vil fjerne noget af det lønpres, der kan være."

"Og dem med de små lønninger oplever et større løft, når man opgør det i procent," siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Hos den liberale tænketank Cepos ser cheføkonom Mads Lundby Hansen generelt meget positivt på skatteudspillet.

"Først og fremmest er jeg glad for, at De Konservative reducerer skattetrykket mærkbart, og at de vil standse tilgangen til efterløn."

"Hvis man gør det, kan det øge beskæftigelsen med op mod 30.000 personer," siger han.

Mads Lundby Hansen ærgrer sig til gengæld over, at De Konservative ikke vil lette eller fjerne topskattesatsen på 15 procent.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier