Folketinget vedtager skærpede straffe for medier
Et flertal i Folketinget har i dag vedtaget flere skærpelser af de straffe og erstatninger, som bl.a. medier kan idømmes. Det skriver Danske Medier.
Skærpelserne betyder bl.a., at bødestraffen for æreskrænkelser tredobles, og for chefredaktører femdobles straffen. Overtrædelse af navneforbud skal fremover resultere i en bøde på 25.000 kr. – ligeledes en femdobling. Endelig tredobles erstatningen for freds- og æreskrænkelser.
Lovændringen indebærer også, at onlinemedier, der modtager redaktionel produktionsstøtte, automatisk bliver omfattet af reglerne i medieansvarsloven, selvom de ikke er tilmeldt Pressenævnet.
Ændringen blev vedtaget med stemmer fra alle Folketingets partier på nær Enhedslisten, der stemte imod forslaget.
Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstermedie MediaWatch.