Venstre vil ophæve begrænsning i boligjobordning

Boligjobordningen skal ikke skelne mellem håndværksydelser og serviceydelser, mener Venstre.
Venstres politiske ordfører, Britt Bager, siger, at regeringspartiet vil have ændret Boligjobordningen. | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Venstres politiske ordfører, Britt Bager, siger, at regeringspartiet vil have ændret Boligjobordningen. | Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
AF RITZAU & MARTIN HAVTORN PETERSEN

Danskerne skal have mere frihed over, hvordan de vil bruge skattefradraget i boligjobordningen, lyder det i et nyt forslag fra Venstre.

I dag er boligjobordningen delt i to fradrag. Et fradrag på 12.000 kroner, der kan bruges på håndværksydelser, og et på 6000 kroner, der kan bruges på serviceydelser som rengøring og børnepasning.

Men danskerne bør selv kunne vælge, hvordan de vil fordele det samlede fradrag på 18.000 mellem de to slags ydelser, mener Venstres politiske ordfører, Britt Bager.

"Når vi ændrer den måde, som fordelingen mellem beløbene er sat sammen på, er det fordi, vi ønsker at give mere frihed til danskerne. Det er op til den enkelte familie at finde ud af, om man har brug for børnepasning, lektiehjælp, en gartner, en rengøringsassistent, eller om man heller vil have sat nogle nye klimavenlige vinduer i," siger hun.

Forslaget betyder, at hvis man vil bruge alle 18.000 kroner på rengøring, børnepasning eller havearbejde, så kan man det, mens man i dag kun kan få et fradrag på 6000 kroner på den slags arbejde. Og omvendt - vil man bruge hele fradraget på håndværksarbejde som udskiftning af vinduer og malearbejde, så kan man det.

Med aftalen om finansloven for 2018 blev ordningen gjort permanent.

"Den sørger for, at man i stedet for at bruge sort arbejdskraft faktisk bruger hvid arbejdskraft, og så giver den virksomhederne bedre mulighed for at omsætte noget," siger Britt Bager.

Attraktivt for Dansk Byggeri

I brancheorganisationen Dansk Byggeri er man store fortalere for boligjobordningen, da den kan give flere ordrer til organisationens medlemsvirksomheder ved at gøre det mere attraktivt at købe hvide håndværksydelser.

For nylig viste en undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed en markant stigning i sort arbejde fra 2016 til 2017.

"Det er bekymrende i en tid, hvor der ellers er meget godt gang i hjulene på det hvide marked," sagde Bo Sandberg, der er cheføkonom i Dansk Byggeri, til PolicyWatch i den forbindelse.

Britt Bager erkender, at den nye ordning kan blive dyrere for staten, fordi nogle danskere vil kunne få et højere fradrag. Men hun mener ikke, at det vil blive meget dyrere.

"Det er kun en relativt lille margen, der skal findes her," siger hun.

Britt Bager vil nu tage forslaget op med de øvrige partier for at se, om der kan findes et flertal.

S fokuserer på serviceydelser

Fra Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, lyder det, at Boligjobordningen skal målrettes serviceydelser, hvis det skal have en effekt, så man på den måde kan få flere ufaglærte i arbejde.

"Jeg er da sikker på, at hvis man i højere grad målretter boligjobordningen til service, vil det kunne skabe nogle arbejdspladser til ufaglærte danskere, som ellers vil have svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet," siger Benny Engelbrecht.

Han mener netop, at hvis ordningen skal have en effekt i forhold til at bekæmpe sort arbejde, er det vigtigt at målrette fradraget til serviceydelser.

"Empirien peger på, at hvis der skal være en effekt i forhold til sort arbejde, er det ikke på håndværksområdet, men på serviceområdet. Og derfor giver det selvfølgelig også samfundsøkonomisk bedst mening at fokusere på det," siger Benny Engelbrecht.

Socialdemokratiet har længe været modstander af ordningen, men ifølge finansordføreren vil partiet ikke afskaffe den, hvis de overtager regeringsmagten efter næste Folketingsvalg.

Sort arbejde stiger efter mange års tilbagegang 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også