PolicyWatch

Erhvervsminister: Kunstige øer skaber plads til industrien

Regeringen venter, at det nye erhvervsområde med navnet "Holmene" kan tiltrække 380 nye virksomheder.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) fotograferet på sit kontor på Slotsholmen. Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Regeringens plan om at bygge ni kunstige øer ved erhvervsområdet Avedøre Holme syd for København skal først og fremmest skaffe plads til industriarbejdspladser.

Det siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

"Vi har tit fokus på de meget højteknologiske arbejdspladser og kontorarbejdspladser, men der er stadig brug for, at nogle producerer de varer, vi bruger i hverdagen. Det er jeg glad for, at der bliver plads til mere af i Avedøre," siger han.

Det nye erhvervsområde skal hedde "Holmene", og regeringen venter, at det kan tiltrække 380 nye virksomheder med op til 12.000 nye arbejdspladser.

Regeringen løftede i 2018 sløret for et projekt for øen Lynetteholm nord for Refshaleøen. Her skal der skabes plads til op mod 35.000 nye beboere.

Udbygningen af Avedøre Holme er derimod et rent erhvervsprojekt, lyder det fra ministeren.

"I forvejen er der industrivirksomheder i Avedøre. Nu bliver der plads til endnu flere. Det er jeg enormt glad og lykkelig over," siger Rasmus Jarlov.

Men hvordan kan I vide, at der rent faktisk er brug for mere plads, og at det vil tiltrække nye virksomheder?

"Det giver ikke arbejdspladser i sig selv, at man skaber pladsen til det. Men forudsætningen for, at der bliver flere arbejdspladser er, at der er plads. Og den plads bliver skabt nu i Hvidovre," siger Rasmus Jarlov.

Ifølge ministeren er det indtil videre et ønske fra Hvidovre Kommune, som regeringen bakker op om.

"Der er ikke lavet en politisk aftale om projektet endnu, så indtil videre er det et projekt, som er ønsket af de lokale - først og fremmest Hvidovre Kommune og virksomhederne."

"Man kan ikke vide, om der er bred politisk opbakning, men jeg håber da, at alle kan se, at der er brug for de her industriarbejdspladser," siger Rasmus Jarlov.

Det er heller ikke afklaret, om projektet kan finansieres udelukkende ved salg af jord, eller om statskassen skal bidrage.

Planen kommer til at indgå i regeringens hovedstadsudspil, som snart ventes fremlagt.

Hos Dansk Industri (DI) er formanden for DI Hovedstaden, Poul Skadhede, begejstret for planen for Avedøre-området.

"Med "Holmene" danner man et erhvervsareal, som ligger langt fra boligområder, men tæt ved motorvejen og lufthavnen. Det er helt ideelt," siger han i en kommentar.

/ritzau/

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier