Socialdemokratiet afviser pure at røre den danske model

Statsministeren har fået en rigtig dårlig idé, og der skal ikke laves om på den danske model, siger S.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.
AF RITZAU

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, synes, at det er en "utrolig dårlig idé", at Lars Løkke Rasmussen (V) har meldt sig parat til at lytte til forslag om indførelse af mindsteløn i Danmark.

I dag bliver lønningerne fastsat i overenskomster, som arbejdsmarkedets parter indgår uden indblanding fra politikerne. 

"Det vil fuldstændig rive tæppet væk under den danske model," siger Nicolai Wammen. 

"Vi synes, at det er rigtig fornuftigt, at det er arbejdsmarkedets parter, der sætter sig ned og forhandler lønninger. Det har fungeret rigtig godt i Danmark. Og det er der ingen grund til at lave om på," siger han.

Statsministeren har på sin facebookprofil efterspurgt tanker og idéer til, om den danske model trænger til en "ansigtsløftning". 

Det er blandt andet historier om udenlandske chauffører på danske landeveje, som lever under kummerlige vilkår til lave lønninger, der har fået statsministeren til at overveje spørgsmålet, skriver han.

Nicolai Wammen mener, at der er alt mulig grund til at styrke en indsats mod social dumping, i stedet for at røre ved den danske model. 

Han forsikrer samtidig om, at det vil være en høj prioritet, hvis det bliver en socialdemokratisk regering efter et valg.

/ritzau/

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også