Danske havbrug har mangelfulde tilladelser

Mange danske havbrug har alvorlige mangler i placeringstilladelserne.
Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse på baggrund af en gennemgang af de danske havbrug fra Kammeradvokaten.
Den viser, at seks af de 19 eksisterende havbrug ikke har en placeringstilladelse. De øvrige 13 havbrug har placeringstilladelser, som er meddelt uden forudgående habitatvurdering.
Der er dermed konstateret væsentlige mangler i tilladelserne til de 19 eksisterende havbrug.
Miljøstyrelsen skal nu lovliggøre forholdene ved sagsbehandling af de enkelte sager.
Placeringstilladelsen udgør det planmæssige grundlag for at drive havbrug.
Tilladelsen har altså til formål at sikre, at havbrugenes placering sker under fornødent hensyn til andre interesser på havet som fiskeri, sejlads og naturbeskyttelse.
Ifølge den nyudnævnte miljøminister, Lea Wermelin (S), er det uacceptabelt, at så mange havbrug har fået placeringstilladelse, uden af konsekvenserne har været kendte.
"Havbrugsproduktion må ikke ske på bekostning af naturen, og det skal nu undersøges for hvert enkelt havbrug, hvad konsekvenserne er," siger hun i pressemeddelelsen.
"Det er vigtigt for mig som minister, at der nu kommer styr på området. Nu skal der ryddes op én gang for alle. Der skal være klarhed for erhvervet, de relevante organisationer og alle andre."
Kammeradvokatens gennemgang er led i en omfattende kontrol af de danske havbrugs foderforbrug, produktion af fisk og medicinforbrug, som den daværende miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), igangsatte i april.
Den samlede afrapportering af havbrugsområdet forventes klar i løbet af efteråret 2019.
Nye EU-regler kan lukke danske dambrug
Fiskeriministeren vil rydde op i regler for forsøgsfiskeri
Dansk Akvakultur om kursændring fra S: Det er rigtig ærgerligt
Relaterede artikler:
Nye EU-regler kan lukke danske dambrug
For abonnenter