PolicyWatch

Mette Frederiksen møder Merkel på første udlandsbesøg

På sit første officielle udlandsbesøg skal Mette Frederiksen møde Angela Merkel i Berlin. Det sker torsdag.

Mette Frederiksen. | Foto: BERTRAND GUAY/AFP / AFP /Ritzau Scanpix

Mette Frederiksens (S) første officielle udlandsbesøg som statsminister bliver i Tyskland.

Torsdag 11. juli skal hun således møde den tyske kansler, Angela Merkel, i Berlin. 

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse. 

På mødet skal de to blandt andet drøfte europapolitik og forholdet mellem Danmark og Tyskland. 

Det gælder blandt andet emner som EU's klimaambitioner, budgetramme og bekæmpelse af social dumping. 

"Jeg glæder mig til at få en god dialog med en af Danmarks vigtigste samarbejdspartnere og allierede. Tyskland spiller en helt central rolle i Europa og betyder utrolig meget for Danmark," siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse. 

"Derfor er det vigtigt, at der er forståelse for danske synspunkter i Berlin, så det har været vigtigt for mig at få det her møde i kalenderen så hurtigt som muligt."

"Jeg håber på, at vi sammen kommer til at gøre endnu mere for for eksempel at begrænse klimaforandringerne og sikre, at alle betaler deres rette andel i skat," siger hun. 

Selv om turen til Tyskland er Mette Frederiksens første officielle udlandsbesøg som statsminister, er det ikke første tur til udlandet. 

Hun har for nylig været i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer har skullet få en kabale om EU-topposter til at gå op. 

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier