PolicyWatch

Finansministeren hyrer to særlige rådgivere

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ansat to særlige rådgivere, som begge kommer fra Socialdemokratiets egen organisation.

Mads Brandstrup bliver en af to nye særlige rådgivere i Finansministeriet. Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Den nye S-regering har sat yderligere to navne på rådgiverlisten.

Foruden statsminister Mette Frederiksen (S) har finansminister Nicolai Wammen (S) nu også ansat særlige rådgivere.

Den ene rådgiver er Mads Brandstrup, der indtil nu har været pressechef i Socialdemokratiet. Den stilling har han haft fra 2016 og frem til nu. Før det har Mads Brandstrup bl.a. været politisk redaktør på Børsen samt arbejdet på den politiske redaktion på Politiken og TV2.

Udover Mads Brandstrup har Nicolai Wammen også ansat Mathias Secher som særlig rådgiver. Secher er uddannet økonom og har arbejdet i Socialdemokratiet siden 2014 – senest som afdelingschef.

Før det var Mathias Secher ansat som økonomisk konsulent hos Dansk Industri.

"Jeg er meget tilfreds med, at to dygtige medarbejdere fra Socialdemokratiets administrative ledelse på Christiansborg har sagt ja til at blive mine særlige rådgivere i Finansministeriet. De skal med deres rådgivning bistå med at sætte en ny politisk retning og virkeliggøre regeringens politik," udtaler Nicolai Wammen om de to ansættelser.

Mette Frederiksen har også allerede hyret særlige rådgivere til Statsministeriet, ligesom hun har oprettet et nyt politisk sekretariat.

Socialdemokratiets hidtidige stabschef Martin Rossen bliver chef for sekretariatet, og han bliver samtidig fast medlem af regeringens magtfulde Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg. Han bliver også særlig rådgiver for Mette Frederiksen.

Sekretariatet kommer også til at bestå af Martin Justesen og Sara Vad Sørensen, der begge ligeledes kommer fra topposter i Socialdemokratiet. De vil også begge agere som særlige rådgivere for Mette Frederiksen.

De resterende ministres særlige rådgiver bliver ansat i august, har Statsministeriet tidligere oplyst.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier