PolicyWatch

Liberal Alliances nye leder: Var en fejl at gå i regering

Den måde, hvorpå Liberal Alliance gik i regering, kostede på partiets troværdighed, mener Alex Vanopslagh.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Det kan sagtens være, at Liberal Alliance igen en dag bliver en del af en regering og får ministerkontorer og magt.

Men sidste gang partiet sad i regering var ingen succes. Faktisk var det en fejl, at Liberal Alliance gik i regering med Venstre og De Konservative i 2016.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh. Efter halvanden måned i spidsen for partiet giver han i et interview med Berlingske sit syn på, hvorvidt hans parti er regeringsegnet.

"Vi sagde i årevis, at vi er et idealistisk parti, som modsat alle de andre partier er rene i ånden og aldrig kunne finde på at gå i regering. Så sagde vi, at vi ville vælte regeringen, hvis vi ikke fik fem procent slået af topskatten."

"Men da vi ikke fik det, gik vi pludselig i regering," siger han til Berlingske.

Alex Vanopslagh mener, at måden, hvorpå partiet fik ministre, og de fejltagelser, Liberal Alliance begik i regeringstiden, kostede på troværdigheden.

"Omkostningerne blev for store, og derfor var det en fejl."

Trods de - i Alex Vanopslaghs øjne - dårlige erfaringer med at være regering, kan det engang i fremtiden godt give mening at gøre det igen.

"Vi kan sagtens gå i regering igen under de rette forudsætninger," siger han. 

Han forklarer til Berlingske, at der i så fald skal være en tydelig afstemning af forventningerne med vælgerne og velvilje de borgerlige partier imellem.

Alex Vanopslagh blev politisk leder for Liberal Alliance kort tid efter folketingsvalget i juni. Her mistede partiet en stor del af sine vælgere og gik fra at have 13 til at have blot fire pladser i Folketinget.

End ikke partiets daværende leder og landets udenrigsminister, Anders Samuelsen, kunne trække stemmer nok til at blive valgt ind for partiet.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier