Regeringen vil alligevel overholde EU-krav om øremærket barsel

Regeringen vil ikke søge dispensation fra EU-krav om øremærket barsel. Det var en misforståelse, lyder det.
AF RITZAU

Regeringen agter ikke at søge dispensation fra det EU-direktiv, der øremærker to måneder af orloven efter en fødsel specifikt til fædre. 

Det skriver ligestillingsminister Mogens Jensen (S), der tidligere har meldt det modsatte ud, på Twitter.

"For at udrydde alle misforståelser: Regeringen vil overholde og implementere direktivet om forældreorlov. Men vi skal videre med generel ligedeling af orlov med størst mulig fleksibilitet for familien," skriver Mogens Jensen.

Lørdag fortalte han til Politiken, at regeringen i stedet for at følge EU's retningslinjer ville gå efter at indføre en ordning, hvor fædre og mødre hver især som udgangspunkt får ret til 16 ugers orlov efter morens 14 ugers barselsorlov.

Det skulle være med en mulighed for at flytte ugerne, så de fordeles, som forældrene ønsker.

Regeringen ville formentlig også have haft svært ved at gå uden om EU-direktivet. Det vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Hun har fulgt debatten om direktivet tæt.

"Jeg har læst det grundigt igennem og kan ikke få øje på, hvor det skulle fremgå, at man skulle kunne få sådan en dispensation," siger Dorte Sindbjerg Martinsen til Fagbladet 3F.

Formålet med direktivet er at sikre en balance mellem arbejdsliv og privatliv for EU-borgere og at modarbejde ulighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

Hvis ikke faderen kan eller vil tage de to måneder, kan de ikke overtages af moren.

Ritzau arbejder på at få uddybende kommentarer fra ligestillingsministeren.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også