Radikale og SF vil forbyde nye oliefyr

Det skal være slut med at installere nye oliefyr i Danmark, mener både de Radikale og SF, der ønsker at nedlægge et forbud mod nye oliefyr inden for få måneder.
Det skriver DR.
"Vi skal have sat stop for de oliefyr nu. Vi kan ikke sige, at vi bare kan gøre som hidtil med oliefyr. Det har klimaet ikke tid til," siger Ida Auken, der er klima- og miljøordfører for de Radikale, til DR.
Enhedslisten og Alternativet støtter op om idéen, skriver DR.
Ønsket om et forbud kommer efter, at en fremskrivelse fra Energistyrelsen viser, at Danmark ikke når et politisk mål om, at opvarmning i 2030 skal foregå uden olie.
Energistyrelsens forudsigelse tilsiger, at cirka 10-20.000 husstande fortsat vil fyre med olie i 2030, mens omkring 70.000 husstande i dag fyrer med olie.
Både SF og R er klar til at sætte penge bag en indsats for at erstatte oliefyrene med varmepumper.