Sanktioner bliver stridspunkt i forhandlinger om klimalov

Tirsdag er der sættemøde om en ny klimalov, hvor spørgsmålet om sanktioner ventes at blive centralt.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Det har været længe ventet.

Forhandlingerne om tidens måske varmeste emne indledes tirsdag med et sættemøde, hvor regeringen har indkaldt til forhandlinger om en ny klimalov med bindende mål.

Til stede er de partier, der er enige om at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Regeringen satser på at nå i mål med klimaloven i november. Loven skal indeholde de overordnede mål, og derfor ventes de afgørende kampe først at komme til foråret under forhandlingerne om en handlingsplan for klimaet.

Det er vigtigt for de røde støttepartier, at den til enhver tid siddende regering kan straffes, hvis den svigter klimakampen. Derfor taler de for at indføre sanktioner.

"Klimaloven skal være bindende, og vi skal nå vores mål. Hvis man får en bøde, når man ikke gør noget, så kommer man i gang."

"Tag for eksempel budgetloven, som binder kommuner og regioner til at holde sig indenfor et budget, fordi de rammes økonomisk, hvis de ikke lever op til det," siger klimaordfører Ida Auken (R).

Enhedslisten og SF har talt for lignende tiltag, og partierne håber på et bredt forlig, der skal gælde i mange år fremover. Det er dog uvist, om der er et flertal for sanktioner. Socialdemokratiet svarer ikke klart, og de blå partier er lunkne.

De Konservative er åbne for at forpligte den til enhver tid siddende regering, men kalder det en juridisk udfordring.

Venstre og Dansk Folkeparti afviser direkte at indføre sanktioner i klimaloven.

Klimaordfører Morten Messerschmidt (DF) mener, at politikere skal stå til ansvar overfor vælgerne på valgdagen.

"Hvis der kommer en ny regering, der vil noget andet end det, der står i klimaloven, så ændrer den jo bare klimaloven. Så medmindre man mener, at klimaloven skal skrives ind i grundloven, så går det ikke," siger han.

Klimaordfører Thomas Danielsen (V) hælder også idéen ned ad brættet.

"Der er allerede en forpligtigelse til, at vi skal levere på de her områder."

"Hvis man laver straf for ikke at nå en bestemt målsætning, vil man være så fokuseret på det mål, at man træffer uhensigtsmæssige beslutninger bare for at nå målet, hvis det er det eneste, man bliver målt på," siger han.

Milliardaftale med A.P. Møller om geotermi kræver offentlig støtte

Energiministeren maner til besindighed hos olieselskaberne 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også