PolicyWatch

Minister gør klar til endeligt opgør med kviklån

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har indkaldt Folketingets partier til et møde om kviklån, som ministeren gerne ser blive lagt i graven.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

"Hvis kviklånsfirmaerne forsvandt fra Danmark, ville jeg græde tørre tårer," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

"Kviklån har vist sig at være en ublu forretningsmetode, som er til skade for vores ønske om at have et godt samfund. Kviklån sætter folk, der i forvejen er i en udsat social situation, i det, man bedst kan betegne som et gældsfængsel," siger ministeren til Politiken.

Ministeren har kaldt Folketingets partier til møde onsdag om kviklån, hvor han vil tage fat på det endelige opgør med den forkætrede låneform. Og regeringen arbejder blandt andet med et renteloft over kviklån, skriver Politiken tirsdag.

Et notat fra Simon Kollerups ministerium viser, at kviklån løber op i årlige renter og omkostninger (åop) på op til 7-800 procent.

"Det er fuldstændig vanvittigt, at man kan få sig selv til drive en forretning med en åop på 7-800 procent. Det er langt over grænsen for anstændighed. Det er danskere, som ofte i forvejen er i en sårbar situation, der havner i køerne på disse lånehajer. Vi vil have et opgør med kviklån. Markedet har ikke kunnet løse problemerne, så nu kommer vi med en politisk regulering," siger Simon Kollerup.

Socialdemokratiet foreslog inden folketingsvalget et renteloft på 25 procent. Det er en mulighed, som ministeren har med til forhandlingerne, siger ministeren, der peger på, at andre europæiske lande har indført åop-loft.

Venstre er ikke umiddelbart indstillet på et åop-loft:

"Der er for mange, som låner til omkostninger, de nok ikke er klar over, og for mange får ikke betalt tilbage. Åop er svær størrelse, hvis man låner for eksempel 3.000 kroner i 30 dage, kan åop blive et voldsomt beløb, men vi skal finde fornuftige løsninger, der sikrer forbrugerbeskyttelse," siger forbrugerordfører Torsten Schack Petersen (V).

Hele 40 procent af dem, som tager kviklån, fortryder, fremgår det af en analyse fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken.)

Søren Gade vil forbyde reklamer for kviklån

Minister varsler loft over kviklånsrenter 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier