Kollerup vil kigge på store butikker og planlov i 2020

I et paragraf 20-svar til Mai Viladsen (Ø) siger erhvervsminister Simon Kollerup, at man næste år planlægger at evaluere den planlovsændring, som den forrige regering gennemførte i 2017.
"Det blev med den politiske aftale, der lå bag planlovsændringen i 2017, aftalt, at den nye planlovgivning mv. bliver evalueret inden 1. juli 2020. De nye detailhandelsregler vil i den forbindelse også blive evalueret. Derudover skal der hvert 4. år afgives en redegørelse for detailhandelsplanlægningen i Danmark, og den næste redegørelse vil blive afgivet i forbindelse med evalueringen af planloven," hedder det i svaret.
Spørgsmålet blev stillet i forlængelse af, at John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd, i en kronik i Jyllands-Posten skrev, at de mellemstore købstæders levende bymidter kun kan bevares, hvis der strammes op på planlovens detailhandelsbestemmelser.
I svaret fra Simon Kollerup hedder det også:
"Øget e-handel giver danske forbrugere adgang til et væsentligt større vareudbud sammenlignet med den fysiske detailhandel, men udviklingen betyder også, at den klassiske bymidte med detailhandel og andre serviceerhverv i mange mindre og mellemstore byer udfordres, også selvom andre serviceerhverv i et vist omfang rykker ind.
Denne udvikling er jeg meget opmærksom på, og vigtigheden af at der også fremadrettet er levende bymidter vil være noget, som jeg vil have fokus på, når vi følger op på anbefalingerne fra Vækstteam for handel og logistik."
Find spørgsmålet og svaret her.