Østergaard før forhandling: Nu skal regeringen bøje sig mere

De Radikales leder mener, at kun Nicolai Wammen ved, hvor tæt en finanslov er på at blive gjort færdig.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Morten Østergaard er cirka 20 minutter forsinket, da han alene ankommer til forhandlinger om finansloven med finansminister Nicolai Wammen (S) torsdag lidt efter klokken 19.

De Radikales politiske leder gør det klart, at hans parti har krav, som man ikke vil gå på kompromis med i slutspillet om finansloven.

"Jeg tror, at i alle forhandlinger er det sådan, at der kommer et tidspunkt, hvor man føler, at nu har dem, man forhandler med, givet det, de troede, at de skulle give."

"Og nu er vi så ved at være dér, hvor de også kommer til at bøje sig det ekstra for at nå os," siger Morten Østergaard.

De Radikales leder er den sidste, som efter planen skal til forhandlinger med finansministeren torsdag.

Tidligere har SF's formand, Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, samt Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, på skift været på besøg hos Nicolai Wammen.

Mens de andre har udtrykt optimisme om snart at nå frem til en aftale om finansloven for næste år, så vælger Morten Østergaard at spille bolden over på finansministerens banehalvdel.

"I virkeligheden er det kun Nicolai Wammen, der ved, om vi er tæt på at nå i mål. Vores krav har været de samme hele vejen igennem, og selvfølgelig er der nogle ting, hvor vi er tættere på hinanden end med andet."

"Men hvis han (Wammen, red.) gerne vil i mål, så ved han præcis, hvad der skal til for at få Radikale Venstre med," siger Morten Østergaard.

De Radikale vil lige som de øvrige støttepartier undgå, at afgifterne på elbiler stiger fra årsskiftet.

"Det er et af de store udeståender. Vi skal have mindre CO2-udledning, også fra persontransporten, og det skal finansloven også afspejle," siger Morten Østergaard.

Til gengæld er han mere positiv, når talen falder på at få regeringen med på at lade prisen på en pakke cigaretter stige med mere end de ti kroner over de kommende to år, som regeringen har spillet ud med.

"Det ser godt ud, men heller ikke dér er vi i mål endnu. Det handler om folkesundheden, og man må acceptere, at der er en pris lige nu, fordi afgifter på 60 kroner (for en pakke cigaretter, red.) koster noget."

"Men til gengæld er det noget, der kommer igen mange gange, når det sætter sig igennem i bedre folkesundhed og færre kræftsygdomme på sigt. Så det er en investering, vi skal gøre," siger Morten Østergaard.

De Radikales leder forventer ikke at blive indkaldt til flere forhandlingsmøder end det ene torsdag aften.

"Nej, men jeg tænker, at det måske godt kunne blive en lang gang. Måske," siger Morten Østergaard.

De øvrige partiers forhandlere har forhandlet i omkring 45 minutter.

Finansminister om afgifter på elbiler: Vi diskuterer stadig

Røde partier støtter op om bredbåndspuljen – Radikale spiller bolden over til regeringen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også