Venstre forhandler ikke udligning før S sender beregninger

Venstre vil ikke forhandle udligningsreform, før regeringen har sendt beregningerne bag udspillet.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Venstre kræver, at regeringen fremlægger beregningerne bag udspillet til en ny ordningen for økonomisk udligning mellem rige og fattige kommuner. Ellers møder oppositionspartiet ikke op til flere forhandlinger.

Det siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

"Svesken skal frem på disken. Regeringen kan lige så godt få dem oversendt til Folketingets partier, til landets borgmestre frem for det hemmelighedskræmmeri," siger hun til DR Nyheder.

Den socialdemokratiske regering præsenterede torsdag sidste uge første del af en reform af udligningssystemet. Det er et system, der omfordeler penge mellem de danske kommuner.

Regeringen har siden torsdag præsenteret dele af reformen, men har endnu ikke fremlagt beregningerne bag.

Og det er Venstre nu så utilfreds med, at partiet nægter at forhandle udspillet til udligningsreformen, før regeringen sender beregningerne bag.

Det er dem, der viser, hvorfor nogle kommuner skal betale mere og andre skal betale mindre.

"Jeg synes, det er useriøst, at den socialdemokratiske regering forsøger at skjule vigtige definitioner, beregninger, tal og data for hver enkelt ændring i udligningssystemet på kommuneniveau," siger Sophie Løhde til DR.

Regeringen havde inviteret Venstre til et møde på næste fredag. Men den invitation har Venstre ifølge DR Nyheder afslået.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også