PolicyWatch

Regeringen støtter større lufthavn, selv om flytrafik skader miljøet

Selv om luftfarten er en af de største klimasyndere, mener regeringen, at en udvidelse af Københavns Lufthavn er nødvendig.

Københavns Lufthavn | Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix

Med et øget antal passagerer kommer der flere flyafgange, og dermed vil flytrafikken udlede flere klimagasser. Sådan lyder præmissen fra dem, der er imod udvidelsen af Københavns Lufthavn i Kastrup og kalder den for "et af de mest klimaskadelige enkeltprojekter, Danmark længe har set". Det skriver Politiken søndag.

På trods af det insisterer transportminister Benny Engelbrecht på, at udvidelsen af lufthavnen skal gennemføres. Og det skal gøres grønt. Men det er urealistisk at have fly med grønt brændstof allerede i 2029, hvor udvidelsen efter planen skal stå færdig, mener en ekspert. I en mail til Politiken skriver ministeren:

"Regeringen ønsker en grøn omstilling af luftfarten, hvilket også er baggrunden for, at vi har indgået et klimapartnerskab med luftfartsbranchen. Ved at gå forrest og ved at samarbejde med vores lufthavne og luftfartsselskaber om at tilpasse luftfarten til en grønnere fremtid kan Danmark blive et grønt foregangsland i Europa. Den grønne omstilling sker dog ikke fra dag til dag. Og den kommer ikke ved, at vi nægter lufthavnen at følge med efterspørgslen på flyrejser. For mig er det vigtigt, at vi finder løsninger, der sikrer reelle CO2-reduktioner og ikke blot laver løsninger, der begrænser borgernes mulighed for at flyve".

I Enhedslisten er man ikke helt så overbevist om behovet for en udvidelse, der betyder, at Københavns Lufthavn kan tage 40 millioner passagerer om året i stedet for de nuværende 30 millioner og får 80.000 kvadratmeter mere.

"Det er ikke ligefrem det, der er brug for. Vi er ikke begejstret for, at transport skal vækste og stige. Vi synes, at bestræbelsen ikke nødvendigvis skulle være flere afgange og flere passagerer, for det er en belastning for omgivelserne," siger Henning Hyllested, transportordfører i Enhedslisten, til Politiken.

Fra Venstre lyder det: "I vores verden drejer det sig om det, der kommer i flytanken. Flyene skal flyve på grønt brændstof, og når lufthavnen er udvidet, flyver vi med grønne fly. Vi har brug for at flyve, hvis vi skal tjene penge til gavn for den velfærd, vi alle gerne vil have. Der kan det ikke nytte noget at tale om flyskam osv.," siger Kristian Pihl Lorentzen (V).

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken.)

Dan Jørgensen indkalder til forhandlinger om klimahandlingsplan

De Radikale fastholder klima-trussel mod regeringen 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier