PolicyWatch

Flere Konservative føler sig svigtet af Venstre i udligningsreform

De Konservative havde forud for udligningsreform frygtet, at partiets kommuner skulle betale gildet.

Mette Abildgaard (K), der her ses ved Folketingets afslutning i 2018, beskylder Venstre for at lyve om Konservatives rolle i udligningsaftalen.

Flere konservative folketingsmedlemmer anklager Venstre for at lyve og svigte efter præsentation af udligningsreform.

Konservative har længe ytret en frygt for, at kommuner med konservative borgmestre ville skulle betale klart mest.

Efter præsentationen af reformen tirsdag sagde Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, at hun havde ønsket, at De Konservative var blevet i forhandlingerne for at trække i borgerlig retning.

Det vækker vrede hos De Konservative, der påtaler Venstres samarbejde med rød blok.

"Jeg hører Sophie Løhde i flere medier give indtryk af, at Konservative "forlod forhandlingerne". Ganske simpelt ikke sandt! Efter sættemødet blev vi SMIDT ud, ikke mere kaffe til os! Konservative havde ingen ultimative krav stillet. Meget illoyalt af Venstre," skriver politisk ordfører for Konservative, Mette Abildgaard, på Twitter.

Ligeledes medlem af Folketinget for partiet Mai Mercado følger op på den udmelding med:

"Enig. Illoyalt og løgn. Venstre kører solo. Ikke megen samling på blå blok der," skriver hun.

Mette Abildgaard siger i en opfølgende kommentar til aftalen og sit tweet:

"Jeg havde da håbet, at man fra Venstres side havde haft et større ønske om at have os med i en stor og vigtig aftale som denne her. Vi er landets tredjestørste borgmesterparti. I stedet har man forlovet sig til Socialdemokratiet og lovet til tid og evighed, at man ikke vil lave aftaler med andre end dem. Det synes jeg virkelig, er en skam. For jeg tror, at vi sammen kunne have lavet en langt bedre aftale."

Skatteyderne betaler

Partiets finansordfører, Rasmus Jarlov, vil ikke forholde sig til den kritik af Venstre.

"Det vil jeg helst ikke gå ind i. Vi havde håbet, at Venstre havde valgt at stå mere sammen med de andre borgerlige partier, men hvert parti må jo selv forklare sine vælgere, hvorfor man gør, som man gør," siger han.

Rasmus Jarlov har været meget verbal i sin kritik af, hvad han forventede aftalen vil koste konservativt ledede kommuner. Efter aftalen fremhæver han dog mere, at staten vil sende flere penge til kommunerne.

"Det er en reform, hvor skatteyderne betaler, og hvor næsten alle kommuner får flere penge med undtagelse af enkelte, der får en meget stor regning. Uden at der er fagligt belæg for det Derfor er vi selvfølgeligt ikke glade for reformen. Det er skatteyderne, der betaler, og der mangler incitamenter til kommunerne for at drive deres økonomi effektivt," siger han.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier