PolicyWatch

Klimarådet kræver mere af regeringen

Onsdagens klimaudspil fra regeringen er et godt første skridt, men det er "langtfra nok", pointerer Klimarådets formand, Peter Møllgaard, over for Information.

Foto: Jens Dresling

Det er udmærket, at regeringen bl.a. vil opføre to energiøer, øge satsningen på teknologier som PtX og CCS og gøre affaldssektoren grønnere frem mod 2030. Men det er tiltag, som end ikke tilsammen bringer Danmark i nærheden af ambitionen om at reducere C02-udslippet med 70 procent i 2030. Det pointerer Peter Møllgaard, der er formand for Klimarådet, over for Information:

"Det er en spæd start, og det er godt at komme i gang. Men vi taler om noget, der cirka udgør ti procent af det, vi skal nå i 2030. Det er helt tydeligt langtfra nok," siger han og tilføjer, at han savner tiltag inden for især landbrug og transport.

Ingen afgift

Som EnergiWatch har beskrevet, havde Klimarådet især håbet, at regeringen ville implementere en bred CO2-afgift. Den idé har energiminister Dan Jørgensen (S) dog forholdt sig skeptisk over for, og afgiften var da heller ikke at finde, da det nye udspil blev præsenteret i Finansministeriet.

Tværtimod understregede Dan Jørgensen, at han ingen intentioner havde om at "brandbeskatte erhvervslivet" med henvisning til netop afgiftsspørgsmålet.

Udspillets største nyhed var, at Danmark vil skulle mere end fordoble sin samlede kapacitet fra havvindmøller til 4 gigawatt (GW) og koble strømmen fra de nye møller sammen med to energiøer i henholdsvis Nordsøen og Østersøen.

Det nye forslag rummer et vurderet potentiale for CO2-reduktioner på omkring 2 mio. ton, mens Danmark til sammenligning skal af med med op imod 19 mio. ton for at komme i mål med Klimalovens målsætning.

Regeringen vil indkalde Folketingets partier til klimaforhandlinger i næste uge. Ifølge EnergiWatchs oplysninger begynder de politiske forhandling omkring landbrug og transport dog først efter sommerferien.

Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstermedie, EnergiWatch.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier