PolicyWatch

Dansk Erhverv: Manglende genåbningsplan kan koste "mange penge" for Danmark

Brian Mikkelsen vil have regeringen til at overveje mulighederne for at genåbne for eksempel detailområdet 7. februar: "Vi siger ikke, det skal være her og nu det hele. Vi siger, det skal planlægges i samarbejde."

"[...] under alle omstændigheder mener vi i Dansk Erhverv, at det vil være klogt, at myndigheder og brancher allerede nu sætter sig sammen for at drøfte, hvordan vi kan genåbne de forskellige brancher i løbet af de kommende måneder," udtaler Brian Mikkelsen. | Foto: Jens Dresling

Erhvervslivet har brug for en genåbningsplan, før regeringen begynder en gradvis genåbning af Danmark, lyder det fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

"Vi bidrager meget gerne, for det er i vores alles interesse, at vi får lagt en plan, så vi ikke spilder tiden, når vi skal genåbne igen," udtalder adm. direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, i meddelelsen. 

Han frygter, at virksomheder kommer til at støde på "nogle helt lavpraktiske udfordringer," når restriktioner og genåbning bliver lanceret.

"Det så vi i eksempelvis under genåbningen i Nordjylland, hvor restauranter ventede flere dage med at genåbne, da de skulle indkalde personale, indkøbe varer mv. – og det er bare ét eksempel på, at manglen på en plan kommer til at koste mange penge for Danmark," lyder det fra Brian Mikkelsen.

De nuværende restriktioner mod coronavirus går til 7. februar. I dag udtalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at danskerne ikke kan regne med en stor genåbning af landet.

"Det er ikke realistisk med en stor lempelse i starten af februar," sagde han.

Der er altså ikke umiddelbart udsigt til en stor genåbning, men begynder regeringen gradvist at genåbne, foreslår Dansk Erhverv blandt andet, at en mulig model kunne være den samme, som Folketingets partier udarbejdede sidste forår, udtaler Brian Mikkelsen.

"På rigtig mange områder har erhvervslivet lavet både generelle og specifikke genåbningsplaner, der viser veje, udfordringer og muligheder for en gradvis og kontrolleret genåbning, men vi mangler politisk opmærksomhed, dialog og vilje til at handle."

Han opfordrer regeringen til at undersøge, om det er muligt at genåbne udvalgte områder 7. februar. Han peger for eksempel på detailområdet og de yngste skoleklasser.

Et område, der ifølge Politiken, står til at blive åbnet op for.

"Det vil under alle omstændigheder være gavnligt at få sat skub i drøftelserne. Vi siger ikke, det skal være her og nu det hele. Vi siger, det skal planlægges i samarbejde," udtaler direktøren.

"[...] under alle omstændigheder mener vi i Dansk Erhverv, at det vil være klogt, at myndigheder og brancher allerede nu sætter sig sammen for at drøfte, hvordan vi kan genåbne de forskellige brancher i løbet af de kommende måneder," siger Brian Mikkelsen og tilføjer, at Danmark ikke skal være lukket én dag mere end nødvendigt.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier