PolicyWatch

Enhedslisten vil have regeringen til forhandlingsbordet om vacciner

Regeringen gik en forkert vej ved at forhandle vaccinesamarbejde med Israel, mener støttepartiet Enhedslisten. Nu peger partiet på en fællesnordisk vaccineløsning og vil forhandle med regeringen om den fremtidige strategi.

Mødet mellem regeringslederne fra Israel, Østrig og Danmark var et fejlskøn, mener støttepartiet Enhedslisten. | Foto: AVIGAIL UZI/AFP / POOL

Enhedslisten har mistet tilliden til regeringen i spørgsmålet om, hvordan Danmark bedst muligt bliver sikret coronavacciner fremover.

Det siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL), som vil have regeringen til forhandlingsbordet om en vaccinestrategi.

"Det er ret tvivlsomt, om der er noget som helst flertal bag regeringens vaccineplaner. Der er ikke mange tegn på, at Østrig eller Israel har særligt mange erfaringer med at udarbejde vacciner."

"Derfor bør man gå en anden vej og samarbejde med lande, som har erfaring med det, og som måske har nogle vacciner, man kunne køre storskalaforsøg på og arbejde med fremadrettet," siger hun.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var torsdag i sidste uge i Israel for at diskutere et vaccinesamarbejde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz.

Statsministerens rejse til Israel blev kritiseret af et bredt udsnit af Folketingets partier, herunder Enhedslisten.

Partiet ser hellere et samarbejde med de nordiske lande.

"Der findes allerede en offentligt udviklet vaccine i Finland. Det samme med Københavns Universitet og Statens Serum Institut, der tilsammen har lavet en vaccine, men som ikke kan få det storskalatestet, fordi der ikke er offentlige faciliteter til det," siger Mai Villadsen.

"Samtidig sidder vi så her og venter alle sammen på private vacciner fra andre lande. Det er lidt håbløst, og jeg mener, at vi bør gå i gang med det samme. Tage kontakt til særligt de nordiske lande, det kan også være andre europæiske lande. Men de nordiske lande ligger tættest på og vil kunne være oplagte at samarbejde med," siger hun.

Det er afgørende for Enhedslisten, at et samarbejde med andre lande om udvikling, produktion og distribution af vacciner skal ske i offentligt regi.

Frem til for få år siden producerede Statens Serum Institut selv vacciner. Men den statslige vaccineproduktion blev i 2016 solgt til et saudiarabisk firma for 15 millioner kroner. Det skete blandt andet med Socialdemokratiets opbakning.

Mai Villadsen siger, at hun har en forhåbning om, at man fra partiernes side kan se, at vacciner "er en vital del af vores infrastruktur og noget, man bør have på fællesskabets hænder".

"Men jeg kan godt blive lidt bekymret. Omvendt synes jeg, at regeringen har lagt nye toner for dagen. De var med til at sælge vaccineproduktionen i Danmark, men Mette Frederiksen har talt åbent om, at det måske kan være muligt nu at lave noget offentligt," siger Mai Villadsen.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier