PolicyWatch

USA lover tæt samarbejde med EU for at løse klimakrise

Samarbejdet med EU skal være endnu stærkere end før Parisaftalen i 2015, siger USA's særlige klimaudsending.

Det er Kerrys første møde ansigt til ansigt med EU-repræsentanter, efter at Joe Biden blev præsident og sidenhen udnævnte Kerry som særlig klimaudsending. | Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL

EU og USA skal forny deres fælles indsats for at bekæmpe klimaforandringerne, før de gør uoprettelig skade.

Sådan lyder budskabet fra USA's særlige klimaudsending, tidligere udenrigsminister John Kerry, tirsdag under et besøg i Bruxelles.

Det er Kerrys første møde ansigt til ansigt med EU-repræsentanter, efter at Joe Biden blev præsident og sidenhen udnævnte Kerry som særlig klimaudsending.

Under besøget i Bruxelles understreger John Kerry, at der er brug for handling.

"Vi står over for en ekstraordinær krise," siger han.

John Kerry var udenrigsminister, da Barack Obama var USA's præsident. I 2015 var Kerry involveret i udarbejdelsen af Parisaftalen om klima sammen med blandt andet EU-ledere.

Men siden måtte han se forhenværende præsident Donald Trump trække USA ud af aftalen. Efterfølgende er USA under Joe Biden trådt tilbage ind i aftalen, som er verdens mest omfattende klimaaftale.

"Jeg er her for at genoptage vores samtaler med vores venner i Europa om samarbejde om klima - som var ekstraordinært frem mod aftalen i Paris - og som nu skal være endnu stærkere," siger Kerry.

Kerry blev budt velkommen af Frans Timmermans, som er ledende næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for blandt andet klima.

De har blandt andet drøftet forberedelserne til FN's klimakonference COP26 til november i Glasgow, Skotland.

"Det er øjeblikket. Glasgow er den sidste gode mulighed, vi har. Det er det bedste håb for, at verden står sammen og bygger ovenpå Parisaftalen," siger Kerry.

Den tidligere udenrigsminister har også mødtes med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, under sit besøg.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier