PolicyWatch

Myndighedskontrol fangede ikke firmaer med adresse på hjemløseherberg

Et af selskaberne viser sig nu at være en del af et formodet svindelkompleks, der har efterladt moms- og skattegæld på over 300 millioner kroner

Erhvervsministeren understreger, at regeringen nu "er i fuld gang med at hæve indsatsen på hele paletten". | Foto: LISELOTTE SABROE

Flere virksomheder har indtil for nylig haft adresse i Frelsens Hærs hjemløseherberg Hørhuset på Amager i København.

Herberget tilbyder hjem til 64 personer, men adresserne på herberget er kun midlertidige, og det er ikke muligt at drive erhverv på herberget, hvor hver beboer har et værelse på 12 kvadratmeter, forklarer Hørhusets forstander, Kim Nissen til Information og erhvervsmediet Finans:

"Det er en midlertidig adresse, så det kan man faktisk ikke. Eller det burde man ikke kunne," siger han.

Det er de tre virksomheder Ole’s Materialeudlejning, Ole’s Holding og Ole’s Sodavand, som indtil december 2020 havde adresse hos Hørhuset.

Information og Finans har igennem et år kortlagt et kompleks, hvor der er sket formodet hvidvask, moms- og skattesvig for millioner af kroner, og nye oplysninger viser, at Ole’s Materialeudlejning spiller en fremtrædende rolle i komplekset.

Ole Jacobsens tre selskaber er gået konkurs i marts 2021. Ifølge Information og Finans’ oplysninger nåede der at køre 38,7 millioner kroner igennem Ole’s Materialeudlejning på under et år. Gældsstyrelsen mener at have 10,4 millioner kroner til gode for manglende betaling af moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag hos selskaberne på herberget.

Ole’s Materialeudlejning har desuden modtaget overførsler for 2,2 millioner kroner fra to af de centrale selskaber i det kortlagte kompleks. Og ifølge Information og Finans’ kortlægning har 14 af de selskaber, der har indbetalt penge til Ole’s Materialeudlejning, også indbetalt penge til svindelsselskaberne i den såkaldte Greed-sag, der i øjeblikket verserer ved Københavns Byret.

Det fremgår af selskabsregisteret, at firmaerne er oprettet af en mand ved navn Ole Jacobsen, der også selv havde adresse på hjemløseherberget Hørhuset indtil sommeren 2020. At han også selv har boet der, vil Hørhuset ikke bekræfte på grund af tavshedspligt.

Selskabsloven dikterer, at virksomheder skal kunne træffes på deres registrerede adresser. Ellers kan de sendes til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen.

Lars Krull, der er seniorrådgiver på Aalborg Universitet og ekspert i hvidvaskbekæmpelse, kritiserer, at Erhvervsstyrelsen ikke har kontrolleret selskaberne.

"Det er simpelthen for dårligt. Det er i virkeligheden manglende brug af de værktøjer, der ligger foran næsen på dem," siger han til Information.

Erhvervsstyrelsen erkender, at der er problemer med kontrollen med virksomheders adresser. Der er et nyt system på vej, der skal gøre det "langt vanskeligere at registrere en virksomhed på en adresse, hvor virksomheden åbenlyst ikke kan træffes", siger vicedirektør Henning Steensig til Information.

Men det system ventes først at være i fuld drift i andet kvartal i år.

For mere end et år siden bebudede erhvervsminister Simon Kollerup i oktober 2019, at der skulle strammes op på kontrollen med dækadresser for at dæmme op for moms- og skattesvig.

Men de nye kontrolmuligheder er først trådt i kraft den 1. januar i år. Erhvervsministeren understreger, at regeringen nu "er i fuld gang med at hæve indsatsen på hele paletten".

"Jeg forventer, at Erhvervsstyrelsen med de nye kontrolmuligheder griber hurtigere og mere effektivt ind over for virksomheder, der ikke overholder loven," siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Det er ikke lykkedes at få kontakt til Ole Jacobsen, der har skiftet adresse til et andet midlertidigt botilbud på Frederiksberg.

De tre firmaer blev i december 2020 sendt til tvangsopløsning. Det fremgår af en aktindsigt, at Erhvervsstyrelsen indledte processen med at tvangsopløse firmaerne to dage efter, at Information og Finans i oktober 2020 havde kontaktet styrelsen med spørgsmål om dem.

Advokater: Myndighederne skal slå ned på alle led i momssvindelkæden, hvis håndhævelsen skal virke

Morten Bødskov: "Der er brug for flere muskler til at standse svindlere"

Flertal kræver styrket indsats mod moms- og skattesvindel

Politiet lod virksomheder gå fri af retssag: Nu trækker de nye spor af skattegæld efter sig 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier