PolicyWatch

Endnu en konservativ får sygeorlov

Konservativ politiker valgt i Sjællands Storkreds har bedt om orlov indtil sit partis sommergruppemøde 17. august.

Foto: Philip Davali

Først var det en stresset Naser Khader, der fik sygeorlov, og nu får endnu et medlem af den konservative folketingsgruppe sygeorlov. Det drejer sig om Brigitte Klintskov Jerkel, der for lidt over tre uger siden fik en blodprop i hjernen. Hun er valgt i Sjællands Storkreds og har bedt om orlov indtil sit partis sommergruppemøde 17. august, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

"Høj dosis af medicin, som jeg ikke kunne tåle, har desværre givet yderlige komplikationer, og jeg har været til en lang række undersøgelser for det ene, andet og tredje. Det går heldigvis den rigtige vej, men jeg er stadig enormt træt, og min krop har brug for ro til at komme sig igen. Og så har lægerne advaret mig mod at gå på arbejde igen lige med det samme," skriver Brigitte Klintskov Jerkel på Facebook.

I hendes fravær kommer Stine Pilt Olsen i Folketinget. Hun er folketingskandidat for De Konservative i Guldborgsund og Vordingborg, er opvokset på Lolland, uddannet jurist og bor og arbejder i dag i København.

Reelt får Stine Pilt Olsen kun nogle få uger med regulært folketingsarbejde, inden sommerferien begynder 4. juni. Så er det slut med møder i salen, omend der fortsat vil være møder i udvalgene.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Folketidende.)

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier