PolicyWatch

For første gang i 15 måneder er lande grønne i rejsevejledning

21 lande er fra lørdag grønne i rejsevejledningerne, herunder Italien, Frankrig, Grækenland og Tyskland.

Foto: PR/ Københavns Lufthavn

En række lande bliver fra lørdag ændret til den grønne farve i Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledning.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Det bliver dermed første gang i 15 måneder, at rejsevejledningen har et grønt land, siden coronavirusset for alvor lukkede Europa og resten af verden ned.

Både Frankrig, Italien, Grækenland og Tyskland bliver grønne, hvilket betyder, at Udenrigsministeriet ikke som sådan fraråder noget i forhold til rejser til landene, ud over at man skal bruge sin sunde fornuft.

Frankrig er fredag orange i store områder af landet, hvilket betyder, at ikke-nødvendige rejser frarådes dertil. Derfor er det en stor ændring, der venter lørdag, når landet bliver grønt. Der er dog stadig få undtagelser. Det drejer sig om de fire oversøiske departementer Martinique, Fransk Guyana, Mayotte og Guadeloupe.

Spanien er også grøn fra lørdag, men her er der flere undtagelser i en del regioner, der fortsat er gule.

Det var ventet, at flere lande nu bliver grønne. Det skyldes, at det som en del af den politiske aftale om en gradvis genåbning for rejseaktiviteter, blev besluttet, at den fjerde og sidste fase træder i kraft 26. juni.

Det betyder, at den grønne farve genindføres i rejsevejledningerne og indebærer, at de EU- og Schengenlande og regioner, som i dag er gule, bliver grønne, og samtidig bliver de orange til gule.

Er et land eller region gul, betyder det, at man som rejsende skal være opmærksom og holde sig opdateret.

Samtidig overgår Danmark til det, som Udenrigsministeriet kalder en "coronapas-baseret tilgang til rejser i EU".

Fra lørdag vil det således være muligt at rejse ind i Danmark fra andre EU-lande, hvis man er testet, vaccineret eller tidligere smittet, og kan fremvise sit coronapas.

De 21 lande, der bliver grønne - nogle med undtagelser i flere områder - er Belgien, Bulgarien, Cypern, Frankrig, Grækenland, Italien, Kroatien, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier