PolicyWatch

28.362 undersøgelser og behandlinger udskudt under strejke

De udskudte aktiviteter som følge af sygeplejerskers strejke er ifølge professor relativt begrænset.

Sygeplejersker var på gaden i protestaktioner til "Fælles Walk" gennem Ringe. | Foto: Tim Kildeborg Jensen

Tusindvis af planlagte operationer, behandlinger og forundersøgelser er blevet udskudt, siden hver tiende sygeplejersker lørdag 19. juni gik i strejke.

I de to første uger af sygeplejerskernes strejke er 28.362 ambulante kontakter og kirurgiske indgreb på landets sygehuse blevet udskudt.

Det fremgår af regionernes oversigter over udskudte aktiviteter for ugerne 25 og 26.

Det skal ifølge sundhedsprofessor Jakob Kjellberg ses ud fra, at der i gennemsnit er knap 300.000 ambulante kontakter i sundhedsvæsenet om ugen.

"12.000-15.000 udskudte aktiviteter om ugen er en betydelig del. Men det er trods alt en relativt lille del af den samlede produktion," siger professoren fra Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

"Selv om man ikke skal underkende de gener, det medfører for den enkelte, så må man bare sige, at det er en forholdsvist begrænset aktivitet, vi snakker om," siger han.

Det er de planlagte, ikke-hastende behandlinger og operationer, der udsættes. Det akutte samt blandt andet kræft- og coronarelaterede behandlinger bliver udført som normalt.

Samtidig er patientrettighederne opretholdt. Så hvis man ikke kan få en behandling i det offentlige inden for den lovede tid, kan man søge over i det private.

"Man kan gå til privathospitaler og få ydelserne, hvis det offentlige ikke kan levere varen inden for den aftalte tid."

"Så patienterne er ikke helt så hårdt ramt, som de har været ved tidligere strejker eller under den første coronanedlukning i sundhedsvæsenet (hvor patientrettighederne en periode var suspenderet, red.)," siger Jakob Kjellberg.

En anden omstændighed, der ifølge sundhedsprofessoren også nedsætter effekten af strejken, er, at det er sommer. Her er aktiviteterne i forvejen begrænset.

"Det er et uhensigtsmæssigt tidspunkt at lave en strejke, hvis man gerne vil lave størst mulig ravage i sundhedsvæsenet."

"Juli er i forvejen en måned, hvor de ambulante aktiviteter er neddroslet, blandt andet fordi personalet afvikler ferie," siger Jakob Kjellberg.

Strejken er udfaldet af, at sygeplejerskerne har stemt nej til et mæglingsforslag til en ny overenskomst.

Forklaringen er, at sygeplejerskerne ønsker mere i løn og et opgør med tjenestemandsreformen, som ifølge dem er skyld i et lønefterslæb.

5200 sygeplejersker skulle strejke - nu er 480 i arbejde igen 

Sygeplejerskestrejke kan udløse ny pukkel af udskudte operationer

Sygeplejersker ser strejke som eneste vej til bedre løn 

Mere fra PolicyWatch

Antallet af klager over udbud når sit højeste i fem år

Klagenævnet for Udbud, der behandler klager over udbud hos offentlige institutioner, modtog sidste år 117 nye klagesager. Det er det højeste antal nye sager i fem år. Flere afgørelser end normalt blev indbragt for domstolene, viser nævnets årsopgørelse.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier