Forsyningsformand affejer borgeres utilfredshed med affaldssortering

Udfordringer med lugt og skadedyr i madaffaldscontainerne har fået borgerne i Helsingør Kommune til tasterne. I et opslag på Facebook kritiserer de den nye affaldssortering, hvor organisk madaffald skal i en container for sig, hvorefter det bliver hentet hver 14. dag.
Men kritikken preller af på bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør og lokalpolitiker Jens Bertram (K), der som borger i Helsingør ikke kan genkende kritikken.
Over for Frederiksborg Amts Avis fortæller han, at han også selv har modtaget henvendelser om sagen fra borgerne, men at det er en udfordring, som forsyningsselskabet har svært ved at gøre noget ved på nuværende tidspunkt.
"Vi er stadig ikke færdige med at udrulle affaldsordningen, og vi kan ikke gå ind nu – midt i det hele – og lave den om. Og nu er det jo heller ikke alle, der er utilfredse," siger han til avisen.
Jens Bertram fortæller desuden, at den nye affaldsordning skal evalueres, hvilket han regner med, den bliver engang inden næste sommer, uden at han kan sige det præcist.
Han foreslår, at borgerne bruger en ekstra pose til at pakke madaffaldet ind i, at der skal slås en knude på poserne, og tilføjer, at borgerne selv kan vælge at betale for at få hentet deres affald hver uge i stedet for den nuværende ordning med afhentning hver 14. dag.
Facebook-opslag startede debat
Udmeldingen kommer på baggrund af et opslag i Facebook-gruppen "Helsingør", hvor en frustreret borger italesætter de problemer, der er fulgt med den nye ordning med tømning af rest- og madaffald hver 14. dag.
"Vi oplever en fæl lugt fra beholderen med rest- og madaffald, som tiltager i løbet af dagene op til tømning hver 14. dag. Dette til trods for, at vi altid lukker poserne med en knude. Bare at gå forbi beholderen er en grim oplevelse for næsen," skriver Helsingør-borgeren Leise Klingenberg.
Hun fortæller, at der ud over lugtgenerne af fordærvet mad også følger et skadedyrsproblem i form af fluer, maddiker og larver i skraldespandene. Derfor har hun henvendt sig til Forsyning Helsingør for at få udredt problemet.
"Så Helsingør, hvad gør man? Tilkøb af ekstra tømning er en mulighed, men, helt ærligt, det er da ikke rimeligt overfor borgerne at forringe affaldsordningen og ydermere tillægge en uhumsk og uhygiejnisk løsning," skriver Leise Klingenberg i opslaget.
Opslaget i Facebook-gruppen har i skrivende stund over 300 kommentarer og næsten 400 likes.
Ny affaldssortering skaber bjerge af plastik – forsyning kan ikke følge med
Kommuner på stribe: Umuligt at blive klar til ny affaldsindsamling
Affaldsselskab forudser prisstigninger på 850 kr. fra klimaaftale
Små forsinkelser kan vælte hver anden kommunes tidsplan for affaldssortering