PolicyWatch

Danva: Det haster med en redningsplan for det danske drikkevand

En ny opgørelse viser, at cirka 58 pct. af danske drikkevandsboringer indeholder rester af pesticider. Det får en samlet vandsektor og Danmarks Naturfredningsforening til at appellere kraftigt til regeringen og Folketingets partier.

Tiden er ved at rinde ud for det rene danske drikkevand, der dog kan reddes ved at reservere arealer til sprøjtefrie grundvandsparker, lyder det fra brancheforeninger. | Foto: Emma Sejersen

Vores grundvand og drikkevand er nu for alvor truet af forurening. Der er derfor behov for at styrke den nationale og den lokale indsats for grundvandsbeskyttelse og dermed vandværkernes forsyningssikkerhed. Grundvandsparker, anlagt strategiske steder rundt om i landet, er en naturlig videreførelse af beskyttelsen af de boringsnære områder og skal skærme grundvandet mod nedsivning af uønskede stoffer i større områder, mener flere organisationer.

"Rent drikkevand fra vandhanen har gennem generationer været en selvfølge. Sådan skal det fortsat være også for de kommende slægter. Men situationen er nu så forværret, at det kræver yderligere politisk indgriben for at øge beskyttelsen mod stoffer, som kan true grundvandet ved at trænge ned gennem jordlagene og i sidste ende påvirke drikkevandet," siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Direktør i Danske Vandværker, Susan Münster er enig:

"Det bliver sværere og sværere for vandværkerne at finde rent vand, derfor ønsker vi en samlet plan, som for alvor kan fremtidssikre vores drikkevand. Vi mener, at grundvandsparker, hvor vi så at sige dyrker drikkevand, er en både god og realistisk metode. Vi har ikke brug for flere analyser, vi har brug for, at politikerne handler, før det er for sent."

Det samme er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding:

"Skal udviklingen vendes, er vi nødt til at handle nu. Det er helt oplagt at forbyde brug af giftstoffer oven på de jorde, hvor vores grundvand dannes. Her kan vi så skabe mere vild natur eller lade dyrkning af jorden overgå til økologi. Det burde være helt indlysende, at man selvfølgelig ikke anvender gift lige oven på en unik ressource som vores grundvand."

Drikkevandsparker slår flere fluer med et smæk

Brancheorganisationerne DANVA, Danske Vandværker og Danmarks Naturfredningsforening peger på, at der hurtigst muligt skal vedtages en økonomisk model og igangsættes en udrulningsplan for etableringen af grundvandsparker på de sårbare indvindingsområder for at sikre forsyningen af rent drikkevand til danskerne.

En grundvandspark er et område, hvor man dyrker rent grundvand. Inden for parken må der ikke bruges pesticider og andre forurenende stoffer. Grundvandsparkerne oprettes i de områder, hvor vandværkerne henter deres vand. Ved udpegning af grundvandsparkerne prioriteres samtidig genopretning af natur, etablering af økologisk jordbrug, skovrejsning og klimatilpasning.

Grundvandsparkerne er altså samtidig et rigtig godt udgangspunkt for at skabe bedre og mere sammenhængende naturområder.

De tre parter bag forslaget forventer, at ordningen vil kræve en statslig grundvandsfond på 7-10 mia. kr. over en tiårig periode.

Finansloven for næste år samt efterårets forhandlinger om en ny pesticidhandleplan er oplagte anledninger til at få lavet en redningsplan for det danske drikkevand.

SF udvider drikkevandskrav til kommende finanslovsforhandlinger 

Danva om regeringens sprøjteforbud: På tide med krav til private 

SF vil kalde ministre i samråd om giftrester

Vandværker efter giftfund: Beskyt vigtige boringer

Vandselskab: Situationen med pesticider kan blive værre endnu 

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier