PolicyWatch

Regeringen afviser råd om at gribe ind på boligmarkedet

Det bliver intet statsligt indgreb på det danske boligmarked i denne omgang, oplyser erhvervsministeren i redegørelse til Det Systemiske Risikoråd. (Opdateret)

Erhvervsminister Simon Kollerup. | Foto: Jens Dresling

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vender nu endegyldigt tommelen ned til forslaget om at gribe ind på et galoperende boligmarked, som Det Systemiske Risikoråd kom med i starten af sommeren.

"Udviklingen på boligmarkedet er i gang med en stabilisering, hvor der kommer mere ro på. Det er gode tegn, og derfor er der heller ingen grund til at gribe ind her og nu, hvor vi samtidig ser, at dansk økonomi er sund. Husholdningernes økonomi er robust, og bankerne er stabile," siger erhvervsminister Simon Kollerup i en meddelelse.

Heri gør han opmærksom på, at der er grund til at skærpe overvågningen for at være på forkant.

"Regeringen vil fortsat have et stærkt fokus på at undgå, at der opstår problemer på boligmarkedet. Derfor vil vi nu skærpe regeringens overvågning af aktiviteten på boligmarkedet, så vi kan reagere, hvis der opstår behov. Det mener jeg er rettidig omhu, mens vi nu forhåbentlig går fra coronatider til mere almindelige tider - også på boligmarkedet," udtaler Simon Kollerup.

I løbet af 2020 og i starten af 2021 blev der handlet boliger i stor stil i Danmark. Det fik Systemiske Risikoråd, der er et rådgivende organ med Nationalbankdirektør Lars Rohde i spidsen til at anbefale et indgreb på boligmarkedet.

Vælger regeringen ikke at følge et råd fra det Systemiske Risikoråd, skal der skriftligt redegøres for beslutningen. Det har Simon Kollerup gjort i et to sider langt brev til stilet til rådets formand.

Det Systemisk Risikoråd anbefalede i juni at begrænde muligheden for afdragsfrihed, således at boligjere med en belåningsgrad på over 60 pct. fremadrettet kun vil kunne optage lån med afdrag.

Simon Kollerup argumenterer i sit svar til rådets formand, Lars Rohde, for, at der siden finanskrisen er strammet op på flere områder, når det gælder boliglån. Blandt andet at skal boliglånere kreditvurderes ud fra, om der kan betales et lån med afdrag og fast renter, og udbetalingskravet er sat til mindst 5 pct.

"Regeringen vurderer, at den finansielle stabilitet og de danske husholdningers robusthed over for stød til økonomien ikke aktuelt er truet. Derfor mener regeringen, at der ikke aktuelt er behov for et indgreb over for de afdragsfrie lån," skriver Simon Kollerup.

Den øgede bevågenhed på området kommer især til at handle om kombination af afdragsfrihed og variabel rente.

"Jeg har bedt Finanstilsynet om at udvide afrapporteringen til Erhvervsministeriet, så udviklingen i brugen af afdragsfrihed overvåges i bredere forstand," skriver Simon Kollerup.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier