PolicyWatch

46 forslag skal digitalisere Danmark til grøn omstilling

Digitaliseringspartnerskabet har afleveret 46 anbefalinger, der skal lette hverdagen for borgere og erhvervsliv. Opdatereret.

Ifølge Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen skal digitaliseringen forbedre grøn omstilling for alle parter. | Foto: Stine Bidstrup/ERH

Borgere og virksomheder skal have lettet deres kommunikation med myndighederne. Og digitaliseringen skal understøtte den grønne omstilling.

Det er nogle af målene for 46 anbefalinger, som regeringens digitaliseringspartnerskab fredag afleverede til finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S).

"Vi er allerede et stærkt land inden for digitalisering, men vi kan komme endnu længere. Vi har under corona set, hvordan digitaliserede virksomheder har klaret sig bedre end dem, der ikke er. Og som samfund har vi set digitaliseringens muligheder."

"Vi ønsker at bygge videre på vores styrker og gøre erfaringerne fra corona til et springbræt," siger Nicolai Wammen.

Partnerskabet blev igangsat i foråret 2021, hvor regeringen inviterede dansk erhvervsliv, organisationer og eksperter med i partnerskabet.

Opgaven var at komme med anbefalinger og idéer til fremtidens digitalisering. De anbefalinger er nu afleveret til regeringen. Nu er planen, at de skal følges op af regeringens strategi for hele Danmark.

Den skal efter planen forhandles sammen med efterårets finanslov, hvor finansministeren venter, at nogle af idéerne allerede kan finde plads.

"Vi er nødt til at investere målrettet i digitalisering for at sikre vækst og udvikling. Nogle forslag vil tage mange går. Andre kan vi begynde på med det samme i forbindelse med finanslovsforhandlingerne."

"Det er milliarder, der skal investeres over tid. Og vi komme altså til at tage nogle af første skridt med finansloven," siger Nicolai Wammen.

Danmark kan blive et endnu bedre samfund for borgere og virksomheder, hvis de nye anbefalinger fra regeringens digitaliseringspartnerskab bliver ført ud i livet, mener Dansk Industris administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

"Det her handler om at gøre livet lettere og enklere for os alle sammen. For borgere og virksomheder og for alle medarbejderne i både den offentlige og private sektor," siger Lars Sandahl Sørensen.

Han har selv været en del af partnerskabet, der er kommet med anbefalinger, som både skal hjælpe med grøn omstilling, en velfungerende sundhedssektor og et digitalt erhvervsliv.

"Digitale værktøjer lige fra apps, Teams og robotter er en af de vigtigste forklaringer på, at vi klarede pandemien bedre end de fleste, og på at vores virksomheder er kommet styrket ud af krisen," siger Lars Sandahl Sørensen.

Ud af de 46 anbefalinger fremhæver Lars Sandahl Sørensen blandt andet anbefalingen om bedre adgang til brug af data.

"Vi skal bruge de mange data fra blandt andet sundhedssektoren til at blive klogere og dygtigere. Og vi skal være mere ambitiøse med brugen af data til at skabe nye og innovative produkter og til at hjælpe os med den grønne omstilling," siger Lars Sandahl Sørensen.

For virksomhederne skal der være lettere kontakt med det offentlige via en ny digital løsning kaldet "Min virksomhed". Den skal være med til at mindske virksomhedernes udfordring med indberetning til forskellige myndigheder.

Regeringenen løfter sløret for grøn digitaliseringsplan 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier