PolicyWatch

Økologer jubler over den nye landbrugsaftale

Et øget fokus på økologi og plantebaserede fødevarer samt udtagning af 100.000 hektar landbundsjorder har vakt stor begejstring hos Økologisk Landsforening angående landbrugsaftalen.

Sybille Kyed er landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening | Foto: PR Økologisk Landsforening

Ser Økologisk Landsforening på den netop udmeldte landbrugsaftale, er der flere ting at juble over.

Der er afsat 3,6 mia. kr. til økologisk arealstøtte, en plantefond er blevet oprettet, og der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjorder og randarealer.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

"Danmarks mulighed for at være en vigtig aktør på fremtidens fødevaremarked ligger inden for økologisk planterig mad. Vi er et højomkostningsland, og vi skal konkurrere på kvalitet. Det er derfor oplagt, at regeringen og aftaleparterne har valgt at koble økologi på en plantesatsning og øremærke mindst 50 pct. af midlerne i en ny plantefond til økologi," siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, i pressemeddelelsen.

Formand i Økologisk Landsforening, Per Kølster, glæder sig over, at EU's landbrugsstøtte får en nøglerolle i at fremme den grønne omstilling.

I stedet for at støtte fødevareproduktionen direkte skal midlerne understøtte et lavere klimaaftryk, vandmiljø og natur, og selvom det er den rigtige vej at gå, er det stadig et følsomt emne, da de enkelte bedrifter er stærkt afhængige af støtten.

"Perspektivet i den nye landbrugsaftale er det helt rigtige. EU’s landbrugsstøttekroner er vores allesammens penge og skatteyderne kan med rette forvente at få fælles goder for pengene. Men det er en ny orientering, så der er også behov for gradvis omstilling af landbrugsstøtten, så landmænd og de økonomiske strukturer kan tilpasse sig, og det bliver meget afgørende, hvordan Danmark indretter EU’s landbrugsstøtten i den næste periode, som starter i 2023," siger Per Kølster i pressemeddelelsen.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier