PolicyWatch

DI begejstret for regeringsplan om langsommere lovmølle

Erhvervsorganisationen DI kan knap nok få armene ned igen oven på statsministerens melding om at udarbejde færre og bedre lovforslag. Næst efter problemerne med at finde arbejdskraft sukker virksomhederne nemlig mest over de administrative byrder pålagt dem ved love og regler.

Underdirektør i DI Kim Haggren. | Foto: Dansk Industri / PR

For de danske virksomheder er besværet med at finde arbejdskraft i øjeblikket så langt den største vækstudfordring. Men den næststørste barriere er faktisk administrative byrder og regulering – en vækstbarriere, som virksomhederne vel at mærke anser for større end klassikeren: skatter og afgifter.

Derfor kan erhvervsorganisationen DI, som har spurgt virksomhederne om vækstudfordringerne, kun bifalde, når statsministeren i sin åbningstale til Folketinget kom med en hensigtserklæring om at arbejde for at få færre nye love i det kommende folketingsår.

"Statsministeren talte i sin åbningstale om færre og bedre lovforslag, og at virksomheder ikke væltes omkuld af lovmøllen. I Dansk Industri er vi enige i, at byrderne er vokset støt gennem årene. Det bør være et politisk mål i de kommende år at reducere administrative byrder med 3 mia kr.," siger DI's chef for de små og mellemstore virksomheder, underdirektør Kim Haggren, i en pressemeddelelse.

Han mener, det må være en central politisk opgave at tage det endelig opgør med administrative byrder og unødvendigt bøvlede regler. DI-direktøren foreslår regeringen at at sætte sig et konkret mål for reduktion af byrder.

"Det kan ikke passe, at virksomhederne skal bruge så megen tid på endeløse rækker af indberetninger og rapporteringer til et hav af myndigheder. Den tid kunne de have brugt langt bedre på at skabe mere vækst og flere job i deres virksomhed – og dermed mere fremgang og velstand i Danmark," siger han.

DI oplyser, at organisatione netop har leveret en pakke med 26 forenklingsforslag til regeringens EU- og Regelforum, der blandt andet skal gøre det lettere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, lette sagsgange for byggeri og sikre enklere lønindberetning.

Derudover peger DI på overordnede greb som at indføre et princip om, at for hver ny byrdefuld regel skal en anden fjernes. At hver gang en lov revideres, skal den også gennemgås for mulig regelforenkling, og at indføre et konkret mål for reduktion af de økonomiske byrder på erhvervslivet.

Læs mere her:

Regeringen sætter tempoet ned: Fremsætter færre love 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier