PolicyWatch

S vil gerne se på V-forslag - men ikke uden finansiering

Socialdemokratiet er åben for at se på Venstres forslag om at fjerne modregning i pension, hvis man arbejder.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fremover skal der ikke modregnes i folkepensionen, hvis man arbejder.

Det var et af budskaberne fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, da han holdt tale på partiets landsmøde.

Ifølge politisk ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, er regeringen klar til at kigge på forslag, der øger arbejdsudbuddet. Men han savner finansiering af forslaget.

"Jeg synes, det er svært at kalde det et forslag, når Venstre ikke selv kommer med nogen finansiering."

"Jeg mindes, at Venstres tidligere finansminister Claus Hjort havde et skilt stående på sit bor, hvor der stod: ”Hvor skal pengene komme fra?”. Og det samme kan man vist sige til Venstre her," siger Christian Rabjerg Madsen.

Venstre og Socialdemokratiet sidder ifølge ordføreren allerede og forhandler om, hvordan der kan skaffes flere hænder til arbejdsmarkedet.

"Hvis de kommer med en finansiering, så må vi jo drøfte det. Vi sidder jo i øjeblikket og forhandler med Venstre om, hvordan vi kan få flere ind i det arbejdende fællesskab."

"Og der lytter vi til de forslag, der kommer, men det her er et meget dyrt forslag, så før vi kan tage en reel drøftelse, skal der i hvert fald noget finansiering til," siger han.

Christian Rabjerg Madsen er skeptisk overfor eventuel finansiering.

"Efter at jeg har hørt Ellemann i denne her uge fra Folketingets talerstol sige, at deres skattestop ikke koster noget, så er jeg noget skeptisk over for finansieringsforslag fra Venstre," siger han.

Jakob Ellemann-Jensen angreb også Socialdemokratiets for "ensretning" og manglen på frit valg i Ældreplejen.

Men det forstår Christian Rabjerg Madsen slet ikke.

"Jeg har lidt svært ved at se, hvordan Venstre forslag adskiller sig fra det, der er i dag, så det lyder lidt for mig som gammel vin på nye flasker."

"Jeg har reelt set svært ved at se, hvad det nye er. Derfor synes jeg også, at Venstre skulle have brugt mere tid på at komme med indspark til, hvordan vi reelt løfter ældreplejen," siger han.

/ritzau/

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier