PolicyWatch

Barbara Bertelsen: Sletning skal beskytte fortrolige sms-beskeder

Sletningen af sms-beskeder skal beskytte fortrolige beskeder fra stats- og partiledere, forklarede Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, for Minkkommissionen.

Sletning af sms'er skete for at beskytte fortrolige beskeder, sagde Barbara Bertelsen. | Foto: Jens Dresling

Statsministeriets departementschef rådgav senest i sommeren 2020 statsminister Mette Frederiksen (S) til automatisk at slette sine sms-beskeder.

Det gjorde hun for at sikre, at der ikke lå fortrolige sms-beskeder fra andre landes statsledere eller andre partiers ledere, som kunne hackes eller på anden måde tilgås af uønskede parter.

Sådan lyder Barbara Bertelsens egen forklaring, da hun bliver spurgt til sletningen i Minkkommissionen.

"Så jeg har rådgivet om, at man skal lade være med at have en ophobning, fordi Gud forbyde det, at du taber din telefon," siger hun.

Departementschefen kan ikke huske præcist, hvornår hun rådgav statsministeren om den automatiske sletning. Og det var ikke Bertelsen selv, der ændrede Mette Frederiksens indstillinger på telefonen, fremhæver hun.

Men hun husker, at stabschef Martin Justesen var til stede, og at han derfor også har en indstilling med automatisk sletning.

Kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen, vil vide, om Barbara Bertelsen overvejede at sætte indstillingen på pause, da et flertal i folketinget i december 2020 besluttet at nedsætte en granskningskommission, der skal undersøges forløbet om aflivningen af mink.

"Nej," svarede Bertelsen.

"Jeg har simpelthen ikke tænkt i det."

Topembedsmanden, der har en fortid i Justitsministeriet, fortæller, at hun i årevis har slettet sine beskeder manuelt.

I 2018 eller 2019 blev hun efter eget udsagn bekendt med, at man kunne indstille telefonen til at slette beskederne automatisk, og så slog hun det til.

Minkkommission med dens tre medlemmer blev nedsat i april i år, og den har fået en frist på et år til at komme med sin vurdering af sagen.

Umiddelbart efter at den blev nedsat, bad den ministerierne om at stoppe eventuel sletning af materiale såsom sms-beskeder. Alligevel er det først for nylig, at statsministeren har slået funktionen fra igen.

Telefoner og andre enheder, der tilhører Mette Frederiksen og hendes nærmeste ansatte i Statsministeriet, blev sendt til politiet, der skulle forsøge at genskabe beskederne.

Onsdag oplyste Justitsministeriet i en pressemeddelelse, at det ikke har været muligt for politiet at genskabe nogen beskeder fra den relevante periode.Læs mere her:

Barbara Bertelsen: Ingen advarsel om manglende lov på centralt minkmøde

 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier