PolicyWatch

Venstre og De Konservative vil efterse restriktionerne

Efter seruminstituttets meldinger om, at den nye coronavariant er mildere end de tidligere, vil V og K have set på de aktuelle restriktioner.

Restriktionerne giver tomme biografsale og lukkede forlystelser over hele landet. | Foto: PR/Nordisk Film Biografer

Både Venstre og De Konservative vil have en gennemgang af coronarestriktionerne. Det skriver Ekstra Bladet.

Udmeldingen kommer, efter at Statens Serum Institut har meldt ud, at risikoen for at blive indlagt med coronavarianten omikron ser ud til at være omkring halvdelen af deltavarianten.

Til Ritzau siger De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen:

"Vi er jo heldigvis ikke nået op på de 45.000 dagligt smittede, som var det scenarium, man frygtede, da vi indførte restriktionerne. Og når man siger, at omikron ikke er så alvorlig som delta, så står vi et godt sted."

Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, er enig og siger til Ekstra Bladet, at der ikke skal være "restriktioner en dag mere end nødvendigt".

Statens Serum Instituts Tyra Grove Krause sagde tidligere mandag, at omikron giver mildere forløb. Men at den stadig giver pres på sundhedsvæsnet, fordi den er så smitsom.

Mandag blev der konstateret 8801 nye tilfælde af covid-19 i Danmark, og det samlede antal af indlagte med corona steg med 61 til 770. Det højeste siden januar sidste år.

Indlagte med corona er mere ressourcekrævende, da de skal være i isolation.

"Jeg siger ikke, at alle restriktioner skal fjernes. Men vi skal kigge på, hvilke der giver mening. Kulturlivet har lidt meget under denne her nedlukning. Kan man gå på restaurant, så bør man også kunne gå i biografen."

"Og så kan det være, at nattelivet må vente et stykke tid, til det ser bedre ud," siger Per Larsen.

Restriktioner skal godkendes af Epidemiudvalget i Folketinget. Det har godkendt de nuværende restriktioner - der blandt andet tæller nedlukning af kulturlivet - indtil 17. januar.

Udvalget kan dog ifølge Per Larsen godt forkorte perioden, hvis der er flertal for det.

Fra Enhedslisten, der gennem hele coronapandemien har gået med livrem og tommetykke seler, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund:

"Der er ingen tvivl om, at det første sted, der skal lempes, er kulturområdet. For det tørster virkeligt efter at blive åbnet igen."

"Men jeg vil godt se udviklingen de næste dage, inden vi ser på lempelser. Vi har et sundhedsvæsen, der balancer på grænsen, og vi har set store antal nysmittede over julen, der ikke har manifesteret sig i antal indlæggelser endnu."

Han mener dermed, at man bør vente til den 17. januar, inden der træffes nye beslutninger.

Mere fra PolicyWatch

Bredt flertal vil af med gas fra 2035 grundet Rusland

Rusland har for stor indflydelse, og derfor vil bredt flertal i Folketinget med gas fra 2035 ifølge ny aftale. Dansk Fjernvarme glæder sig over aftalen. Men det skorter med hjælp til landets boligejere, lyder det. (Opdateret)

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier