PolicyWatch

DF-kamphaner skal se hinanden i øjnene i debat før formandsvalg

Morten Messerschmidt har ikke før villet debattere mod Martin Henriksen. Søndag mødes alle fire kandidater.

Foto: Jens Dresling

De fire kandidater til at blive ny formand for Dansk Folkeparti skal søndag mødes i en debat, som partiet selv er vært for.

De fire kandidater er Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen.

Morten Messerschmidt har ellers tidligere afvist at stille op i en debat med rivalen Martin Henriksen.

Morten Messerschmidt og Martin Henriksen tilhører hver sin fløj i partiet, som er uenige om partiets politiske linje. Desuden har de under valgkampen udtalt sig spydigt om hinanden.

Martin Henriksen er overbevist om, at han vil blive ekskluderet fra partiet, hvis Messerschmidt bliver formand. Messerschmidt har derimod lovet, at han vil forsøge at opnå fred og forsoning i partiet.

Splittelsen i Dansk Folkeparti er ifølge Marie Krarup, der er partiets integrations- og undervisningsordfører, så stor, at der er risiko for, at Folketingsgruppen deles i to og et nyt parti opstår, hvis Messerschmidt bliver formand.

Erik Høgh-Sørensen, som også stiller op til posten som formand, ser frem til debatten søndag. Personfnidder har indtil videre fyldt mest i formandsvalgkampen, og det har været svært at tale politik, mener han.

"Det vil jo være her, at vi eventuelt kan begynde at tiltrække nye vælgere, når vi lægger DF's politik op," siger Erik Høgh-Sørensen.

"Selvfølgelig skal vi holde sammen på partiet, men det gør vi jo ved at vise os alle fire samtidig. Det har Morten Messerschmidt ikke tidligere villet, så det er godt, at han kommer."

Dansk Folkeparti skal 23. januar vælge en afløser for Kristian Thulesen Dahl som formand i partiet.

Debatten søndag bliver sendt live på Dansk Folkepartis hjemmeside fra klokken 14.00.

Pia Kjærsgaard peger på Messerschmidt som ny DF-formand

Messerschmidt afviser debat med andre formandskandidater 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier