
Domstolsstyrelsen er i gang med at regnskabsføre alle udgifter forbundet med rigsretssagen mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Og når alle udgifter er gjort op, estimerer man, at regningen højst vil lyde på 40 mio. kr. Det oplyser Domstolsstyrelsen i et svar til Folketinget:
"Der forventes at være et overblik over de samlede udgifter forbundet med sagen omkring medio februar 2022. Domstolsstyrelsen estimerer, at de samlede udgifter maksimalt vil udgøre ca. 40 mio. kr."
Omkostningerne til forsvarerne og anklagerne i sagen er alene endt på 15,5 mio. kr. uden moms. Samtidig forventer man, at lokalerne i Eigtveds Pakhus samlet set kommer til at koste staten omkring 12 mio. kr. at leje.
Pr. 30. november 2021 havde Domstolsstyrelsen bogført knap 3 mio. kr. for de af Folketinget udvalgte medlemmer af Rigsretten, viste en foreløbig opgørelse, AdvokatWatch modtog sidste år.
Her fremgik det også, at der ved udgangen af november 2021 var afholdt udgifter for ca. 19,2 mio. kr. i rigsretssagen.
Til sammenligning landede udgifterne ved den forrige rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen samlet på 33,86 mio. kr. i 1997-penge, hvilket ville svare til ca. 50 mio. kr. i dag ifølge Danmarks Statistiks prisberegner.
Lettet anklager lukker munden på kritikere: "Der har været et ekstremt stort pres"
Kritik preller af på "skråsikre" Støjberg-advokater: Vi er overhovedet ikke flove