PolicyWatch

Smittede kan nu afbryde isolation når symptomer stopper

Nære kontakter skal fremover ikke isolere sig. Desuden kan man afbryde selvisolation, når symptomer ophører.

Når der ikke er flere symptomer, og der er gået fire dage siden testtidspunkt, kan coronasmittede slutte selvisolation. | Foto: Thomas Borberg

Fremover kan smittede afslutte selvisolation, når de ikke længere har symptomer på coronavirus, og der er gået fire dage fra testtidspunkt.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Styrelsen oplyser desuden, at de nye anbefalinger træder i kraft med det samme.

Har man ikke symptomer, skal man isolere sig i fire dage, efter at man har fået et positivt PCR-svar.

Desuden skal nære kontakter til smittede ikke længere isolere sig, medmindre at man får symptomer.

Nære kontakter skal tage en lyntest eller PCR-test tre døgn efter, at den smittede person er testet positiv.

"Der skal være en balance mellem den situation vi står i, og de anbefalinger vi har. Den seneste tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere."

"Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge," siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i pressemeddelelsen.

Får man symptomer på covid-19, skal man isolere sig og få en PCR-test hurtigst muligt.

I pressemeddelelsen lyder det, at de nye anbefalinger vil betyde, at der sker mere smitte.

"Med den øgede samfundssmitte er det vigtigt, at vi passer ekstra godt på den del af befolkningen, som er i øget risiko. Lige nu er smitten blandt befolkningen over 65 år let faldende, hvilket formentlig både skyldes revaccination, og at de passer godt på sig selv."

"Men vi skal alle fortsat have stort fokus på de smitteforebyggende råd og fortsætte med at have en helt særlig opmærksomhed på at undgå smitte på plejehjem og sygehuse," siger Helene Probst.

Det giver mening at lempe på anbefalingerne om isolation, sådan som Sundhedsstyrelsen nu gør, vurderer professor i infektionsmedicin Lars Østergaard, Aarhus Universitet.

"Man må nok forvente, at der kommer nogle flere smittede, når man ændrer isolationsanbefalingerne. Men omvendt har vi en omikronvariant, der gør, at mange bliver smittet, men få bliver alvorligt syge."

"Var lempelsen kommet i en situation, hvor deltavarianten var dominerende, var sagen en anden," siger han.

Professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen, Aarhus Universitet, er enig.

"Selvfølgelig er der en øget risiko for at sprede smitte, når du lemper på anbefalingerne."

"Men omvendt kan vi jo heller ikke have en situation, hvor vi ikke kan skaffe sundhedspersonale og skolelærere, fordi mange er i karantæne eller i isolation."

"Der må man vægte det samfundsmæssige perspektiv," siger Eskild Petersen.

Mere fra PolicyWatch

DSB's milliarddyre eltog bliver forsinket

De 100 eltogssæt, som DSB har bestilt fra franske Alstom, og som er den største ordre i selskabets historie, bliver forsinket op mod et halvt år. Flere faktorer ligger bag, lyder det.

Læs også

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier